Kommune har ikke renset vandløb: Nu rammer det landmandens marker

En lang kamp mellem en landmand og Næstved Kommune, har nu fået et foreløbigt punktum. Men står det til landmanden, så er det sidste ikke sagt i sagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det handler om vand. Alt for meget vand - og det har fået bunker af sagsakter til at hobe sig op på Christoffer Hansens spisebord

- Det handler jo i bund og grund om, at jeg ikke kan komme af med vandet, fra mine marker, siger Christoffer Hansen, landmand ved Holmegaard.

Han er landmand og aftager vandet fra cirka 70 hektarer og 25 boliger, som løber ned i en sø kaldet Skårebækken på hans mark.

quote Vandet er steget i mange år, fordi Næstved Kommune ikke opretholder vandløbsloven

Christoffer Hansen, landmand

- Vandet er steget i mange år, fordi Næstved Kommune ikke opretholder vandløbsloven, altså deres vedligeholdelsespligt, der skal sikre at vandet løber fra søen. Det betyder at mine marker drukner, siger Christoffer Hansen

Årelang konflikt

Skårebækken har altid været der, men Næstved Kommune har ikke renset det åbne vandløb, der skal lede vandet væk fra markerne. En forpligtelse de har ifølge vandløbsloven. Det har kommunen selv erkendt i en intern skrivelse

- Det betyder reelt at vandet stiger, og det går mere og mere ud over mine marker, siger Christoffer Hansen

I 1991 gik der et rør i stykker, som skulle lede vandet væk fra markerne. Da ingen kunne blive enige om, hvem der skulle betale regningen, lavede kommunen et åbent vandløb. Vandløbet er kun få gange blevet renset, og derfor er vandet steget.

Det har medført, at dyrearter og planter har taget bolig i søen.

Går ud over 10 hektarer

Men nu har tilstandene jo været sådan i mange år, så når man ikke til et punkt, hvor man må leve med at naturen har udviklet sig?

- Nej vi har jo klaget i alle årene, og det kan ikke være rigtigt at, jeg skal straffes for, at kommunen bare har ladet stå til. Når man bygger en motorvej, så kan man blive eksproprieret. Her skal jeg bare indfinde mig med, at jeg ikke kan dyrke min jord, siger Christoffer Steffen Hansen

Helt konkret betyder det, at omkring 10 hektar af Christoffer Hansens marker ikke kan dyrkes. Kommunen påberåber sig nemlig naturfredningslovens §3, pga. de ændringer i dyre og planteliv, som vandstigningen har medført.

- Det handler ikke om, at jeg vil have tømt søen, jeg har endda brugt tusindvis af kroner på at lave en naturfremmeplan, så man passer på miljøet, men den vil kommunen ikke bruge til noget. Jeg vil bare gerne af med vandet på mine marker, siger Christoffer Hansen.

Kommune: Vi har ikke handlet forkert

Formanden for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune mener ikke, at kommunen har misligholdt deres ansvar i henhold til vandløbsloven

quote Den er jo blevet renset. Den er bare ikke blevet renset så dybt, som nogen gerne vil have

Helle Jessen (S), formand for Teknisk Udvalg i Næstved Kommune

- Den er jo blevet renset. Den er bare ikke blevet renset så dybt, som nogen gerne vil have. Og det må vi jo så have en højere instans til at kigge på, om Næstved Kommune har taget fejl. Vi har jo haft nogle juridiske rådgivere til at kigge på det, så nu må vi se, om de har haft styr på det eller ej, siger Helle Jessen (S), formand for Teknisk Udvalg, Næstved Kommune.

Uenigheden om hvorvidt forsømmelsen af vandløbsloven nu har skubbet området ind i naturfredningsloven, har der været delte meninger om hos kommunen

I en intern skrivelse i Næstved Kommune, anerkender man, at I ikke har løst jeres opgave med at rense vandløbet. Den misligholdelse har så ført til at området nu, går ind under naturfredningsloven. Er det godt nok?

- Nj, det er det jo ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at Skårebækken nu er renset op til det, som man fra kommunal hånd og fra embedsværket mener, at vi kan strække loven til, siger Helle Jessen.

Splittelse i byrådet

Konflikten om Christoffer Hansens mark har vakt splittelse både på landevejen hos naboerne, der har forskellige holdninger til hvorvidt Skårebækken bør være fredet eller ej.

Men også kommunalbestyrelsen er uenige. I sidste uge vedtog de, at man ikke behøver afhjælpe landmandens problem.

19 stemte for at bakke op om forvaltningens anbefalinger om, at området nu er beskyttet af naturfredningslovens § 3, mens 11 medlemmer mener, at Christoffer Hansen har vandløbsloven på sin side, og at Næstved Kommune i den grad har sovet i timen. Opbakningen til landmanden kommer primært fra Venstres i kommunalbestyrelsen.

Føler sig trynet

Christoffer Hansen er altså fanget i en konflikt om lovgivning, og der er nu ikke andre veje for ham, end at påklage byrådets beslutning.

- Det kan ikke være rigtigt at man skal trynes af kommunen. Jeg var jo af den opfattelse, at kommunen var til for borgerne. Men jeg kan godt se, at der har jeg taget fejl. Men jeg tager den hele vejen til Højesteret, hvis det bliver nødvendigt, siger Christoffer Hansen.


Nyhedsoverblik