Kommune fraråder badning: Giftige alger fundet i Gyrstinge Sø

I Gyrstinge Sø fraråder Ringsted Kommune nu al badning, da de har en mistanke om, at der er blågrønalger i vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag satte Ringsted Kommune skilte op ved Gyrstinge Sø med ordlyden ”Badning frarådes”. I søen, der ligger nord for Ringsted, blev der nemlig fundet alger ved kommunens seneste tilsyn.

quote Der er en kraftig opblomstring af alger derude. Der er en risiko for, at der blandt de alger kan være blågrønne alger, som kan være giftige

Jannick Madsen, biolog, Ringsted Kommune

De mener, at der blandt algerne er risiko for, at der gemmer sig blågrønalger. Derfor fraråder de nu gæster at bade i søen. Der fortæller Jannick Madsen, der er biolog i Ringsted Kommune.

- Der er en kraftig opblomstring af alger derude. Der er en risiko for, at der blandt de alger kan være blågrønne alger, som kan være giftige. De kan især være giftige for små børn, hunde eller hvis du har et svækket immunforsvar i forvejen, siger Jannick Madsen.

Ifølge biologen kan de være giftige at komme i kontakt med eller indtage, da det for eksempel kan give eksem, diarré og opkast.

Artikel fortsætter under billedet.

Onsdag har Ringsted Kommune har sat skilte op, hvor de advarer folk mod at bade i søen på grund af fund af alger.
Onsdag har Ringsted Kommune har sat skilte op, hvor de advarer folk mod at bade i søen på grund af fund af alger. Foto: Mikkel Rise - TV ØST

Blæst kan redde vandet

Årsagen til den store opblomstring af alger skyldes vejret. For som Jannick Madsen selv siger, er vejret ikke typisk dansk lige for tiden.

Der har været meget varmt i en lang periode siden maj, hvilket er ret atypisk for den danske sommer.

- Det er kombinationen af det gode sommervejr, de høje temperaturer og de vindstille forhold, som gør, at de (algerne, red.) er derinde ved bredzonen og resten af søen, siger han og fortsætter:

- Hvis vi havde en god gang blæst, så kunne det i løbet af ganske kort tid være klarvandet igen.

Sådan kan du selv se, om der er alger:

  • Gå ud i vand til knæene
  • Hvis du IKKE kan se dine fødder, er der alger, og du bør ikke bade der
  • Hold øje med skilte i området, om der frarådes badning
Kilde: Jannick Madsen, biolog, Ringsted Kommune

Tjekker løbende alle steder

Det er Jannick Madsen, som tjekker badevandet i Ringsted Kommunes fire badesøer. Metoden er simpel, for det er blot at gå ud i vand til knæene og konstatere, om man kan se sine fødder. Hvis vandet ikke er klart nok til at man kan se sine fødder, er der alger.

Vandet bliver dog løbende tjekket for bakterier som colibakterier og intestinale enterokokker, som ikke må forekomme i store mængder i badevandet.

Jannick Madsen forventer, at de tjekker op på situationen i Gyrstinge Sø i næste uge. Derudover bliver der fortsat frarådet badning i Haraldsted Lillesø. Men Hvidsø og Haraldsted Langsø holder de et ekstra vågent øje med.

- De resterende steder, hvor vi pt. Ikke har frarådet badning, er vi jo også ude at kigge. Vi er klar over at risikoen er der nu, så der bliver holdt øje med det også, siger Jannick Madsen.

Kommunen har i dag, torsdag, været ude at tjekke vandforholdene i Harraldsted Lillesø, Harraldsted Langsø og Hvidsø. Der er fortsat alger i Harraldsted Lillesø, men vandet er fint i de andre søer.

TV ØST har været i kontakt med Sorø Kommune, der fortæller, at badevandet i Sorø Sø er fint og uden de sundhedsfarlige alger.

Gode algeråd:

  • Hvis vandet er varmt og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.
  • Hold øje med skilte, der fraråder badning.
  • Gå ud i vandet til knæene og kik på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
  • Bad ikke ved kraftigt skum i vandet, det kan være algeopblomstringer.
  • Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små – og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne. Lad derfor ikke børn lege i algefyldt vand – og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden. Det kan være døde alger.
  • Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.
  • Fugle, kvæg og hunde er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster. De bør derfor holdes fra kysterne og fra døde alger på sø- eller strandbredden.
  • Hold øje med kommunens hjemmeside. Alle kommuner skal løbende kontrollere deres badevand og advare de badende, hvis der er for store mængder af alger.
Kilde: Miljøstyrelsen

Nyhedsoverblik