Det vi har sammen

Kommune efter Pleje Plus-konkurs: Weekenden er gået godt

De 300 borgere, der indtil i fredags fik pleje af Pleje Plus, har i weekenden haft besøg af plejere fra Lolland Kommune.

Pleje Plus' konkurs har betydet, at Lolland Kommune skal pleje 300 ekstra borgere. Kommunen mener, skiftet er gået fint – ikke alle borgere er enige.

Efter Pleje Plus erklærede sig konkurs fredag, stod Lolland Kommune fra den ene dag til den anden med 300 ekstra borgere, der skal have kommunal pleje.

Læs også Pleje Plus: Derfor går vi konkurs

Her midt i sommerferien har det været svært at hive ekstra mandskab ind, men ifølge kommunens ældre og sundhedschef, Grete Breinhild, er det gået okay hen over weekenden.

- Vi er blevet taget godt imod. Det er klart, at nogle tider er blevet rykket, men borgerne har haft forståelse for situationen, siger hun. 

To timer senere op

Det er dog ikke alle Pleje Plus’ tidligere kunder, der har haft en god oplevelse af kommunens pleje i weekenden.

TV ØST har talt med Else Nielsen fra Nakskov, som bestemt ikke er tilfreds med weekendens oplevelser.

Læs også Formand for ældreudvalget: Jeg regnede med, de var anstændige

- Vi er dødtrætte af det. Min mand sidder i kørestol, og han kommer to timer senere op om morgenen nu, siger hun.

Kigger på uopfordrede ansøgninger

Fordi ældreplejen i Lolland Kommune så pludseligt har fået 300 ekstra borgere, har de været nødt til at hive ekstra personale ind og bruge en del overarbejdstimer.

Derfor håber man hos kommunen hurtigst muligt at finde en mere holdbar løsning, og allerede i løbet af weekenden er man begyndt at kigge i bunken af uopfordrede ansøgninger til ældreplejen.

Tip os Har du et godt tip?