Det vi har sammen

Kommune beder hjemmehjælpere køre i egen bil – og selv betale for slid

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Der er for få biler til de ansatte i hjemmeplejen i Faxe kommune. Derfor skal medarbejderne køre i egen bil – men kommunen vil ikke betale for slitage.

Egentlig skal hjemmehjælperne i Faxe Kommune køre i kommunens biler, når de skal ud for at hjælpe borgerne. Der er imidlertid ikke biler nok, og derfor bliver medarbejderne bedt om at køre i egen bil – men kun til den lave kørselstakst, der ikke dækker slitage på bilen. Det skriver Dagbladet Ringsted.

Reglerne på området blev lavet om i 2015. Herefter skulle medarbejderne køre i kommunens biler – og det blev besluttet kun at betale den laveste takst for kørsel i egen bil, der dybest set kun dækker for benzinforbruget.  Den er på 1,94 ører per kørt kilometer, mens den høje takst lyder på 3,54 kroner pr kørt kilometer.

- I lang tid satte jeg mig jo bare ud i min bil og kørte ud til borgerne. Men nu gider jeg altså ikke mere. Jeg føler mig til grin. Derfor sætter jeg mig ind og venter på at der bliver en ledig bil. Problemet er, at det er borgerne, der bliver klemt, siger Iben Pedersen, der arbejder i hjemmeplejen i Faxe Kommune, til avisen.

Sagen var oppe i spørgetiden før byrådsmødet i Faxe før mødet torsdag. Der blev dog ikke taget beslutninger, omend embedsmandsværket skal arbejde videre med sagen.

Tip os Har du et godt tip?