Kommune ansætter 30 nye lærere og pædagoger: - Det er et stort skridt i den rigtige retning

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Et budgetforlig i Guldborgsund Kommune er blevet indgået, der blandt andet indeholder midler til at ansætte flere pædagoger og lærere.

Pædagoger og lærere i Guldborgsund Kommune kan se frem til flere kolleger.

Tirsdag blev der nemlig indgået et budgetforlig, hvor der er afsat 11 millioner kroner, som skal gå til ansættelse af 30 flere lærere og pædagoger.

Og det vækker begejstring lokalt.

Hvis vi skal arbejde med tidlig indsats, som også er kommunens vision, så skal der også være voksne nok til det

Betina Vincent Andersen, formand BUPL Sydøst

- Vi er rigtig glade. Det er et stort skridt i den rigtige retning. Der er handlet på ordene, og det synes jeg, de skal have et rigtig stort skulderklap for, siger Betina Vicent Andersen, formand for BUPL Sydøst.

Hun bakkes op af formanden for Lolland-Falsters Lærerforening, Birger H. Petersen.

- Vi er på rette vej. Vi er ikke i mål, men vi er på rette vej, siger han.

Håber på mere forberedelse

Budgetforliget er indgået mellem Guldborgsundlisten, Venstre, Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF og har især fokus på bedre uddannelse og tidlig indsats for at sikre trivsel og udvikling.

Her ser især den lokale BUPL-formand budgetforliget som et afgørende skridt i retning mod det fokus.

- Det er rigtig svært at tage udgangspunkt i det enkelte barn, når man står som én voksen med mange børn. Så bliver det meget pasningsorienteret frem for udviklingsorienteret, forklarer Betina Vincent Andersen og uddyber:

- Hvis vi skal arbejde med tidlig indsats, som også er kommunens vision, så skal der også være voksne nok til det, siger hun.

Læs også Se kortet: Har din kommune overskredet budgettet?

Både lærerne og pædagogerne er enige om, at forberedelsestid er vigtig for begge faggrupper.

Men især hos lærerne er det en forudsætning for at nå i mål med både de nationale krav, der stilles og også kommunens vision, at de nye kollegaer, der skal ansættes, kan betyde en anden fordeling af lærernes arbejdstid.

- Det er altafgørende for at lærerne kan lave god undervisning, at de har mulighed for at forberede sig. Så det er forhåbentlig den effekt, det her vil få, at lærerne får færre undervisningstimer og mere forberedelsestid, så det i sidste ende kan blive god undervisning, siger Birger H. Petersen.

Koster ikke noget at ønske

Begge faggrupper har oplevet store besparelser i en årrække, og det giver sig også udslag i hverdagen hos både lærere og pædagoger. 

Ifølge en undersøgelse fra i år foretaget af BUPL i Guldborgsund Kommune, mener ni ud af ti pædagoger i kommunen ikke, at der er personaleressourcer nok, og 75 procent mener ikke, de kan drage den nødvendige omsorg for børnene.

Samtidig har lærerne, ifølge Lolland-Falsters Lærerforening, fået øget undervisningstiden dobbelt så meget, som det var hævdet, den ville øges i forbindelse med indførelsen af folkeskolereformen.

Læs også Sådan ser det ud med børnebesparelserne i vores område

Derfor er de nye midler, der bliver tilført området tiltrængte, men der er plads til forbedringer.

- Det kan godt være, vi kunne have tænkt os meget mere, men vi hilser det her rigtig velkommen, siger Betina Vincent Andersen.

Hos lærerne ønsker man sig især en dialog og en aftale om god undervisning og arbejdstid. 

- Det koster jo ikke noget at ønske. Jeg så jo gerne, at vi havde pakket det ind i en fin aftale, hvor vi havde haft en dialog om, hvad en god skole er, og hvad god undervisning er, for så var vi kommet frem til, at lærerne skal have mere tid til forberedelse, siger Birger H. Petersen.

Budgetforliget skal godkendes endeligt i byrådet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App