Det vi har sammen

Socialdirektør fra Odsherred kritiserer lokalpressen: Føler sig personligt forfulgt

Gitte Løvgren delte sin frustration på Facebook i weekenden Foto: Odsherred Kommune og Facebook

Et offentligt opslag, som ligger på Odsherred Kommunes direktørs private Facebook, afslører frustration og afmagt overfor Nordvestnyts lokalredaktør.

Jeg har ikke længere mulighed for at rumme den voldsomme personlige hetz uden at reagere – og uden at dele det.

Sådan lyder det blandt andet i et Facebookopslag, som Gitte Løvgren, direktør i Odsherred Kommune, lagde op i weekenden.

Det blev delt i frustration over sin egen omtale i nyhedsdækningen i Nordvestnyt og afmagt overfor lokalredaktør Martin Hoffmann Kønig. 

- Jeg har igennem en længere årrække, dog særligt intensivt igennem det sidste halve år, oplevet at lokalredaktøren på vores lokale avis Nordvestnyt systematisk har gået personligt efter mig, hvilket resulterer i næsten daglige artikler, der på forskellig måde hænger mig ud som både person – og som direktør, skriver Gitte Løvgren i opslaget.

Opslaget er dog ikke blevet til i samarbejde med kommunen, selvom kritikken er, at artiklerne fra lokalredaktøren er rettet mod Gitte Løvgren som direktør.

Når jeg bliver omtalt i en given sag, har jeg ikke fået muligheden for at udtale mig til Nordvestnyt

Gitte Løvgren, direktør i Odsherred Kommune

Et usædvanligt opslag 

Ifølge Tim Knudsen, professor i Statskundskab på Københavns Universitet, er det yderst usædvanligt og besynderligt, at en embedsmand går ud og laver et opslag, hvor man går ud med sine frustrationer - også selvom opslaget er slået op som privatperson. 

- Det er ikke klogt at gå ud selv, hvis ikke man har en opbakning fra ledelsen eller en fagforening. Der skal være tale om en virkelig god sag for at det giver mening, siger professor Tim Knudsen. 

Selvfølgelig er der ikke nogen personlig hetz mod Gitte Løvgren. Jeg har ingen positiv eller negativ holdning til hende

Martin Hoffmann Kønig, lokalredaktør på Nordvestnyt 

Juridisk har Gitte Løvgren dog sit på det rene. Hun har ikke skrevet noget, som er i strid med sin rolle som direktør i Odsherred Kommune eller som overtræder injurielovgivningen, det vurderer Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor fra Syddansk Universitet.  

Kritik fra pressen 

Spørgsmålet er derfor, hvor meget en embedsmand som Gitte Løvgren skal kunne håndtere. Hun fortæller til TV ØST, at hun er enig i, at hun skal kunne tåle kritik fra pressen. Alligevel har hun en anke.

- Når jeg bliver omtalt i en given sag, har jeg ikke fået muligheden for at udtale mig til Nordvestnyt, siger Gitte Løvgren, direktør i Odsherred Kommune, til TV ØST.

- Historierne har oftest handlet om at placeret skyld og ansvar i stedet for at komme hele vejen rundt og beskrive fakta. Det er frustrerende, fortsætter hun. 

Som Gitte Løvgren skriver i sit opslag, føler hun, at hun bliver hængt ud systematisk af Nordvestnyt uden mulighed for at fremlægge sin version af sagen. 

Lokalredaktøren er uforstående

Hos Nordvestnyt deler man ikke samme opfattelse af situationen. 

- Selvfølgelig er der ikke nogen personlig hetz mod Gitte Løvgren. Jeg har ingen positiv eller negativ holdning til hende og kender hende ikke personligt, siger Martin Hoffmann Kønig, lokalredaktør på Nordvestnyt, til TV ØST.

Chefredaktøren på Nordvestnyt er enig med lokalredaktøren og undrer sig over håndteringen af sagen.

- Det undrer mig meget, at hun (Gitte Løvgren, red.) ikke henvender sig, hvis hun er utilfreds, siger Tove Bonnichsen, chefredaktør på Nordvestnyt.

- Vi arbejder professionelt med tingene, og Martin Kønig har ikke noget personligt ærinde, fortsætter chefredaktøren.

Allerede dagen efter TV ØST var i kontakt med Nordvestnyt, har Gitte Løvgren inviteret lokalredaktøren på en kop kaffe for at tage en snak. Hun afventer stadig svar. 

Opdatering

  • 15. feb 2018 kl. 16:01 Af tidligere version af artiklen fremgik det, at chefredaktøren ville "til bunds i sagen". Det er nu rettet, da det ikke er chefredaktørens opfattelse, at der er en sag.

 

Tip os Har du et godt tip?