I ly af natten skar ukendte gerningsmænd sig gennem taget til en guldsmed i det centrale Høng i Nordvestsjælland og stak af med ure og smykker for et større beløb.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- I forhold til den nuværende efterforskning vil jeg ikke komme med yderligere oplysninger lige nu. Dem håber vi at få fra gerningsmændene, siger Lars Galasz, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV ØST.
Politiet har afhørt flere vidner i området, men vil gerne høre fra flere.
- Vi vil meget gerne i kontakt med vidner, som kan have oplysninger i sagen, siger Lars Galasz.
Ud over vidneafhøringer har politiet fået hjælp fra National Kriminalteknisk Center, som ifølge vagtchefen har været ude for at sikre gode spor på gerningsstedet.
- Nu skal vi se nærmere på de spor, siger han.
Politiet har endnu ikke noget signalement af gerningsmændene.
Alarmfirma overså hul i taget
Indbruddet fandt sted i Tomas Guldsmed på Centervej omkring klokken 01.00 søndag.
Alarmfirmaret, der som de første undersøgte stedet, overså dog, at gerningsmændene var kommet ind på stedet ved at skære hul i taget til forretningen. Det blev først opdaget senere. Derfor blev indbruddet først anmeldt klokken 16.19 søndag.
For under et halvt år siden blev en anden guldsmed i Høng udsat for et røveri, da to røvere i marts truede med en kniv og tvang personalet til at åbne et pengeskab, hvor de fik fat i guldringe og andre smykker for en formue. Desuden fik de et kontantbeløb udleveret.
Hvis man har oplysninger i sagen fra Tomas Guldsmed på Centervej, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.