Kørte over for rødt på falske nummerplader og gemte stoffer

En 51-årig mand fra Faxe kørte over for rødt, blev taget med euforiserende stoffer og snuppet med falsk nummerplade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt for en 51-årig mand fra Faxe, da han i aftes kort før klokken 23.00 kom kørende af Præstøvej i Kalvehave.

Først kørte han over for rødt i Krydset ved Kirkevej, imens en politipatrulje var ved at køre over for grønt.

Derfor blev den 51-årige straks vinket ind til siden af betjentene. Og her foldede der sig ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en vifte af andre overtrædelser ud.

Smed æske ud af vinduet

Inden betjentene kom over til den 51-åriges bil, smed han en æske med hash og amfetamin ud ad vinduet. Det fandt betjentene dog hurtigt, og manden blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Men det stopper ikke her. For den 51-årige havde ingen førerret, der var ingen forsikring på bilen, han var kørt over for rødt lys, bilen var ikke indregistreret, og den var forsynet med nummerplader, der tilhørte en anden bil.

Så den 51-årige mande kan ifølge politiet se frem til en del sigtelser.


Nyhedsoverblik