Kørestolsbruger om adgang til klinikker: Det er tudetosset

Kenneth Nielsen sidder i kørestol, men selvom han opsøger handicapvenlige sundhedstilbud, er det en udfordring at få adgang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

OPDATERET: Fodterapeuten i dette indslag og denne artikel har valgt at fjerne sin angivelse af, at være handikapvenlig fra Sundhed.dk-hjemmesiden. 

Kenneth Nielsen fra Guldborg bruget meget tid på at tjekke sundhedsbehandlere på internetsiden Sundhed.dk. Men selvom flere angiver sig som handicapvenlige, så er det langt fra sikkert, at Kenneth Nielsen har adgang med sin kørestol.

- Det er jo tudetosset at skrive handicapvenlig adgang på Sundhed.dk, når ikke det er korrekt, siger han til TV ØST.

Flere forgæves forsøg

Flere gange har Kenneth Nielsen oplevet, at han er taget ud til forskellige fodbehandlere, men forgæves. Han har prøvet, at han hverken kan komme op ad rampen til klinikken, og at han heller ikke kan få kørestolen ind ad døren.

- Kommer der sådan en halvstor, voksen mand som mig, der ikke er til at bære eller en bredere kørestol, så skal det være i orden, siger han.

Og det er ikke kun et problem hos fodterapeuterne. Ifølge en undersøgelse lavet af Danske Handicaporganisationer er der for eksempel ikke en eneste ergoterapeut i Region Sjælland, der lever op til standarderne for handicapvenlighed - selvom de selv tror, de er det.

Regionens ansvar

Kenneth Nielsen vil nu have Region Sjælland til at tage ansvar for, at man får nogen til at tjekke de enkelte sundhedstilbud for, om de nu er ligeså handicapvenlige, som de selv påstår.

-Jeg synes, at man fra regionens side skulle stramme op og så få nogen til at tjekke, om der er handicapvenlig adgang, så man ikke lader den enkelte behandler om at synes, hvad der er rigtigt, siger Kenneth Nielsen til TV ØST.

Danske Handicaporganisationer har foreslået Region Sjælland at indføre en mærkningsordning for at gøre det mere gennemskueligt for handicappede at vælge et rigtigt sundhedstilbud, så de ikke skal køre forgæves.

Den idé er regionsrådsformanden i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), ikke afvisende overfor. Dog afventer man en evaluering fra et tilsvarende projekt i hovedstaden.

- Det går trægt, hører vi, med at få praktiserende læger til at tilslutte sig ordningen. På baggrund af den evaluering, der vil vi så overveje, om vi også skal gøre brug af det, siger han.

 

Grafik: Lonni Olsen
Grafik: Lonni Olsen

 


Nyhedsoverblik