Kørekort til 17-årige er en succes

Siden nytår har 17-årige kunnet tage kørekort, og både kørelærere, forældre og de unge selv er glade for ordningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mathias Andersen fra Nykøbing har haft kørekort i en uge. Men hver gang, den 17-årige bilist sætter sig bag rattet, har han sin mor eller mormor med på passagersædet.

- Her i starten kan man godt være lidt utryg ved nogle ting, som man måske ikke lige har lært i teoriundervisningen. De har erfaring og kan hjælpe og give gode råd, siger Mathias Andersen, der bor i Nykøbing Falster.

Første 17-årige på vejene

 

Fakta om kørekort til 17-årige

Ordningen lader 17-årige tage kørekort, mod at de bagefter kun må køre sammen med en erfaren bilist i bilen. Først når de unge er fyldt 18 år må de køre alene.
Tanken er, at den voksne skal hjælpe den nye bilist med erfaring og gode råd.
Både den 17-årige og den erfarne bilist skal opfylde en række krav, før de må køre sammen.
Ordningen er blevet indført som et tre-årigt forsøg i Danmark - primært fordi lignende ordninger var en stor succes i udlandet.

Forsøgsordningen med kørekort til 17-årige trådte i kraft ved årsskiftet, og netop i disse uger kommer de første af de nyudklækkede bilister ud ud på landevejene.

 

quote Jeg havde lidt tvivl om, hvorvidt de her 17-årige var modne nok til at tage kørekort. Men de virker meget engagerede og opsatte på at gøre det godt

Kørerlærer Morten Grynfeld fra Eglund Køreskole

Kravet er, at de skal have en ledsager med på mindst 30 år, som har haft kørekort de seneste ti år.

- Jeg får jo en mulighed nu for at sende Mathias bedst muligt ud i trafikken, når han bliver 18 og må køre selv. Det gør mig tryg og rolig, og jeg er glad for at kunne hjælpe ham, siger Charlotte Andersen, som bistår fra passagersædet, når hendes søn sidder bag rattet. 

Kørelærere og politi tilfredse

Kørelærerne i Nykøbing Falster er positivt overraskede over deres mange nye, unge elever.

- Jeg havde lidt tvivl om, hvorvidt de her 17-årige var modne nok til at tage kørekort. Men de virker meget engagerede og opsatte på at gøre det godt, fortæller Morten Grynfeld fra Eglund Køreskole.

Der er endnu kun få af 17-årige, som har fået kørekort, så politiet kan endnu ikke konkludere noget om ordningen. Men håbet er, at det kan skabe bedre og mere sikre bilister.

- Vi har set eksempler på, at unge med et nyerhvervet kørekort skal ud at prøve kræfter med den hurtigkørende Golf eller lignende, og det så går frygtelig galt. Nogle af de ulykker håber jeg på, vi kan undgå, siger Erik Mather, leder af Færdselspolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Gælder i tre år

Forsøgsordningen med kørekort til 17-årige løber foreløbig i tre år.

Herefter skal politikerne beslutte, om den skal gøres permanent.

 


Nyhedsoverblik