Københavnerne flyttede til Vordingborg

58 statslige arbejdspladser flyttede tirsdag formiddag til Vordingborg. Med følger både medarbejdere fra Østerbro og også nye ansættelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) kommer fremover til at arbejde ud fra lokaler i Vordingborg. Første arbejdsdag var den 1. november, hvor de nye medarbejdere kunne lære hinanden og de nye omgivelser at kende. 

Før lå AES (dengang Arbejdsskadestyrelsen) på Østerbro, men i 2015 besluttede regeringen at flere tusinder statslige arbejdspladser skulle flyttes fra hovedstadsområdet og ud i provinsen. Og det var i den forbindelse, at AES blev udpeget til at rykke sydpå i ATPs lokaler i Vordingborg.

- Det er starten på noget nyt og spændende

26 medarbejdere har valgt at flytte med deres arbejdsplads fra Østerbro. De resterende 32 er ny-ansættelser.

En af dem, der har valgt følge med sin arbejdsplads er Sara Nielsen, der bor i Københavns nordvest-kvarter. Der bliver hun også boende nu, selvom arbejdspladsen hedder Sydsjælland.

- Jeg får en time til og fra arbejde, hvilket er cirka en halv time mere end jeg havde i forvejen, siger hun.

Det var dog med optimisme, at hun kunne se nærmere på sin nye arbejdsplads.

- Det er en fantastisk følelse. Vi bliver taget rigtig godt imod af diverse ledere, og jeg kan se en masse nye kollegaer her, som er spændte. Og jeg er også spændt på at møde alle mine nye kollegaer. Det er starten på noget nyt og spændende, siger hun. 

Og så er der også positive sider ved skiftet for den Nørre Alslev-fødte københavner.

- Jeg kommer lidt tættere på mine forældre, så jeg kan komme ned og få et varmt måltid mad ind imellem, fortæller hun.

Flere arbejdspladser følger

Over 1200 arbejdspladser bliver i løbet af de næste år flyttet fra hovedstaden og til vores område.

Vordingborg er en af de første byer, der kan sige velkommen til de nye medarbejdere. Kun i Ringsted og i Nykøbing Falster er nogle af arbejdspladserne allerede landet.

I Ringsted har 42 af Banedanmarks medarbejdere taget plads i byen. I Nykøbing Falster er 16 medarbejdere startet i Erhvervsstyrelsen. Begge steder følger flere medarbejdere efter.

Det samme kommer efter alt at dømme også til at ske i Vordingborg. Lige over 400 medarbejdere skal nemlig fordeles på tre lokale centre – her af det ene i Vordingborg.

Udflytningen er først endeligt afsluttet i år 2019.


Nyhedsoverblik