Klimavenlig asfalt testes flere steder i regionen - snart bliver din benzinregning mindre

Vejdirektoratet tester lige nu en helt ny type asfalt ved Jyderup på Vestsjælland Foto: Colas.

Vejdirektoratet tester en ny type asfalt flere steder i regionen som led i et forsøg. Ifølge dem er forsøget det første af sin slags i verden.

Vejdirektoratet tester lige nu en helt ny type asfalt ved Jyderup på Vestsjælland, som er med til skåne klimaet.

Den klimavenlige asfalt blev lagt ud natten til onsdag på en 1,6 kilometer lang strækning på Skovvejen ved Tornved nær Tornved i retning mod Roskilde.

Asfalten er mere klimavenlig end hidtidige asfalttyper, ligesom den reducerer rullemodstanden mellem bilernes dæk og vejen med op til fire procent, hvilket betyder, at bilerne tilsvarende bruger mindre brændstof.

Vejdirektoratet forsikrer, at der dermed er mange penge at spare på benzinregningen samtidig med, at udledningen af drivhusgasserne CO2 og NOx reduceres.

Vores forventninger peger på, at borgerne og virksomhederne i gennemsnit sparer cirka 40 millioner kroner i brændstof

Christian Axelsen, projektleder i Vejdirektoratet

- Vores forventninger peger på, at borgerne og virksomhederne i gennemsnit sparer cirka 40 millioner kroner i brændstof for hver million kroner, der investeres i klimavenlig asfalt. Så det vil både være til glæde for klimaet og for trafikanterne, hvis forsøget bliver en succes, siger Christian Axelsen, projektleder i Vejdirektoratet, og tilføjer:

- Foreløbig er vi dog i testfasen, og i den kommende tid skal vi blandt andet teste, hvorledes den klimavenlige asfalts holdbarhed viser sig ved fuldskala implementering, siger han.

Det eneste forsøg af sin slags i hele verden

Forsøget med den nye type asfalt er så unikt, at Vejdirektoratet kalder det for det eneste af sin art i verden

Artiklen fortsætter under billedet.

Vejdirektoratet tester lige nu en helt ny type asfalt ved Jyderup på Vestsjælland Foto: Google Maps

Vejdirektoratet har testet asfalten hen over de seneste fem år og har fundet frem til en sammensætning af materialer, der giver de bedste egenskaber samtidig med, at asfalten opfylder alle gældende regler og standarder.

- Den her asfalt adskiller sig en smule fra den, som vi ellers bruger ved at bruge nogle lidt andre aggregater, det vil sige sten, filler og et lidt anderledes bindemiddel – det der hedder bitumen. Det er noget med, hvordan vi kemisk modificerer den, og vi stiller særlige krav til hulrum i asfalten, siger Christian Axelsen og fortsætter:

- De ting sammenlagt gør, at den har en lidt anden karakteristika i form af, at der er en mindre rullemodstand, uden at det er på bekostning af for eksempel friktionen og levetiden. At fange den balance er det, der har taget rigtigt lang tid at udvikle.

Den klimavenlige asfalt på Skovvejen

  • 1,6 kilometer lang strækning.
  • Areal på 12.000 kvadratmeter.
  • 1.000 ton klimavenligt asfalt anvendt.
  • Reducering af rullemodstand og drivhusgasser: Op til fire procent.
  • Besparelse i 2030: Op mod 57 millioner liter brændstof, 143.000 ton CO2 og 76 ton kvælstofdioxider (NOX).

Kilde: Vejdirektoratet og Colas.

Det er vejentreprenøren Colas, som har anlagt den klimavenlige asfalt for Vejdirektoratet. Ifølge Martin Korsgaard, som er laboratoriechef i Colas, er asfalten ikke kun klimavenlig.

Den har også den gode egenskab, at naboer til Skovvejen ikke oplever nær så meget dækstøj som med normal asfalt.

Testes snart på Lolland

Den nye, klimavenlige asfalt på Skovvejen er udført som et såkaldt demonstrationsprojekt. I de kommende uger fortsætter Vejdirektoratet og Colas med at udlægge den nye asfalt flere steder i Danmark for at teste den i større skala. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Vejdirektoratet tester lige nu en helt ny type asfalt ved Jyderup på Vestsjælland. Foto: Colas.

Christian Axelsen kan blandt andet løfte sløret for, at der også er ny, klimavenlig asfalt på vej til Trekantområdet i Taulov i Sydjylland sidst på ugen. I vores region får indbyggere i omegnen af Maribo også glæde af asfalten, som udlægges inden længe.

Målet med at udføre de mange test rundt om i landet er at sikre, at asfalten også er holdbar over lang tid, når den udlægges i stor skala. Hvis det lykkes, er der en betydelig klimamæssig gevinst i sigte. 

Læs også Motorvej rykkere nærmere - Vejdirektoratet opkøber huse mellem Rønnede og Næstved

- Hvis vi kan nedsætte rullemodstanden med op til fire procent, kan dette svare til en besparelse på op mod 57 millioner liter brændstof i 2030, hvilket vil reducere op mod 143.000 ton CO2-udledning samt en reduktion på op mod 76 ton kvælstofdioxider, de såkaldte NOx’er, siger Christian Axelsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App