Klaus Eusebius Jakobsen stopper som rektor på Herlufsholm

Rektor Klaus Eusebius Jakobsen har i 22 år stået i spidsen for den gamle skole i Næstved. Den 2. september træder han tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den historiske kostskole ved Næstved skal have ny rektor. Efter at have stået i spidsen for landets ældste kostskole i 22 år, træder rektor Klaus Eusebius Jakobsen tilbage.

- Jeg bliver 70 år til næste år, så jeg tænkte, det var på tide. Jeg vil også gerne nå at lave noget andet. Jeg kunne godt tænke mig at gå ind i lokalpolitik, og så har jeg startet mit eget konsulentfirma, så jeg har masser af planer, siger Klaus Eusebius Jakobsen. 

"Vi uddanner ikke eliten, men til eliten"; blev rektoren kendt for at have sagt, og skolens faglige resultater understreger hans pointe. I en nyligt offentliggjort statistik indtager Herlufsholm en delt 4. plads blandt Danmarks gymnasier set i forhold til løfteevne og en 7. plads, når man alene ser på resultaterne.

Under Klaus Eusebius Jakobsen fik Herlufsholm en international horisont med indførelse af diverse internationale linjer.

Vil blive savnet og altid husket på skolen

Som rektor ønskede han at desuden at invitere lokalsamfundet indenfor. I 2015 blev Hvide Bro over Susåen genopført som en gave skænket af byens borgere, virksomheder og kommunen i anledning af Herlufsholms 450 års jubilæum.

- Klaus Eusebius Jakobsen har gjort en fantastisk indsats som Rektor for Herlufsholm og har gjort en afgørende positiv forskel i Herlufsholm Skoles lange historie. Klaus vil blive savnet og altid husket på skolen. Jeg er meget taknemlig for Klaus’ store dedikation, engagement og indsats gennem de sidste 22 år, udtaler forstander Jens Moberg i en pressemeddelelse.   

Den nye rektor, der bliver den 93. i rækken, hedder Flemming Zachariasen. Han er født i 1970 og flytter ind på skolen sammen med sin kone og to drenge på henholdsvis 11 og 13 år.

Herlufsholm

  • Herlufsholm blev grundlagt i 1565 af Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye, der ønskede at skabe en skole for egnede og motiverede unge mennesker.
  • Skolen er i dag Danmarks største kostskole og tilbyder foruden enhedsskolen fra 6. klasse til 3.g også en international grundskole og den internationale studentereksamen IB.
  • Der går cirka 645 elever på skolen, hvorfra de 287 er kostelever.
Kilde: Herlufsholm

 


Nyhedsoverblik