Boligselskaber skal have fokus på ensomhed og skabe spontane mødesteder

Ensomme borgere i Kalundborg Kommune får nu en håndsrækning med et nyt projekt, der skal sætte fokus på ensomhed, når almene boliger i fremtiden bliver renoveret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvordan kan ensomhed bekæmpes i landets boligområder? Det sætter et helt nyt projekt fokus på.

100.000 ældre føler sig ensomme, og tallet vokser. Mange af dem, som er ensomme, bor alene i almene boliger og gennemsnitsalderen er højere end borgere i andre boligformer. Men undersøgelser peger ifølge Danmarks Almene Boliger på, at måden man bor på, kan afhjælpe ensomheden.

Derfor er Danmarks Almene Boliger, Landsbyggefonden og foreningen Realdania gået sammen i et nyt projekt ”Sociale Renoveringer”, som i fremtiden skal have fokus på at nedbringe ensomheden via mere målrettet brug af fællesskaberne og det gode naboskab.

quote Ensomhed er et samfundsproblem, som vi skal bekæmpe i fællesskab

Jesper Nygård, adm. direktør, Realdania

- Ensomhed er et samfundsproblem, som vi skal bekæmpe i fællesskab, og som Realdania har stort fokus på i disse år. Vi er derfor meget glade for partnerskaberne om Sociale Renoveringer. Vi bygger på en lang erfaring samtidig med, at vi vurderer, at der er et stort potentiale til at styrke de lokale fællesskaber. Sociale renoveringer understøtter de spontane møder mellem beboerne i hverdagen. Møder, der kan have stor indflydelse på menneskers daglige livskvalitet, siger Jesper Nygård administrerende direktør i Realdania.

Nye spontane mødesteder i Kalundborg

I Kalundborg Kommune er et alment boligbyggeri på Nørre Allé blevet udvalgt til at deltage i projektet. Når tre afdelinger på Nørre Allé skal renoveres til foråret, skal boligselskabet FOB Kalundborg nu tænke kreativt og have fokus på de ensomme beboere i boligområdet.

- Vi er glade for at kunne indgå i dette partnerskab om at bekæmpe ensomhed. Vi har nok indtil nu primært haft fokus på opdatering af vore bygninger, bedre bokvalitet for vore beboere og flere gennemrenoverede boliger med store altaner og elevator, siger Vivi Stæhr, formand for FOB Kalundborg.

Nørre Alle i Kalundborg. Her skal tre afdelinger til foråret renoveres.
Nørre Alle i Kalundborg. Her skal tre afdelinger til foråret renoveres. Foto: Pernille Damborg - TV ØST

Det nye projekt skal skabe rammer, så ensomme kan mødes i opgange, vaskehaller eller ved deres bopæle. Det er meningen, at eksempelvis udendørs arealer skal løftes og at der skabes rammer, der skal få de ensomme til at deltage i det lokale fællesskab. 

quote Med dette nye fokus på at skabe spontane mødesteder i bebyggelsen og dermed styrke fællesskabsfølelsen blandt beboerne, får vi en ekstra dimension i omdannelsen af vores boligområde.

Vivi Stæhr, formand, FOB Kalundborg

- Med dette nye fokus på at skabe spontane mødesteder i bebyggelsen og dermed styrke fællesskabsfølelsen blandt beboerne, får vi en ekstra dimension i omdannelsen af vores boligområde. Boligforeningen opstod i 1919 for at opføre arbejderboliger til overkommelige huslejer og kampen mod ensomhed – gennem styrkelse af fællesskabet – er i tråd med vores oprindelige formål, siger formanden for FOB Kalundborg, Vivi Stæhr.

Fokus på den sociale sammenhængskraft

De sociale renoveringer skal bekæmpe ensomhed i fire kommuner i første omgang: Kalundborg, Rødovre, Vojens og Aarhus Kommune. Projekterne bliver fulgt tæt og evalueret, så erfaringerne kan komme andre kommuner og endnu flere boligselskaber til gavn.

- Den almene sektor arbejder med at tænke den sociale sammenhængskraft ind i renoveringsprojekterne. Vi ser et potentiale i at skabe en tredobbelt bundlinje, hvor sociale fællesskaber indgår som en værdi og et endemål på linje med bedre tilgængelighed og energibesparelser. Vores samarbejde med Realdania skal gøre os klogere på, hvordan vi kan gøre det i praksis, siger Bent Madsen, adm. direktør i Danmarks Almene Boliger.

Info om projektet: 

  • De sociale renoveringer skal bekæmpe ensomhed i fire projekter i Kalundborg, Rødovre, Vojens og Aarhus.
     
  • I forbindelse med, at de fire pilotprojekter sættes i søen, lanceres også en hjemmeside, socialerenoveringer.almennet.dk, hvor alle interesserede kan hente viden og gode idéer til sociale renoveringer i almene boligområder.

Kilde: Realdania

 


Nyhedsoverblik