Markant stigning i sager om beføling

Alene i Region Sjælland er antallet af anmeldte sager om "beføling" steget med 91 procent fra 2015 til 2016. Foto: TV ØST

Ufrivillig beføling i nattelivet er en stigende tendens i samfundet. I Region Sjælland er antallet af sager steget med 91 procent.

Klap i numsen, befamling på brysterne eller en hånd mellem benene.

Det er hvad mange kvinder oplever, når de eksempelvis er på diskotek med vennerne i weekenden.

Alene i Region Sjælland er antallet af anmeldte sager om "beføling" steget med 92 procent fra 2015 til 2016, viser tal fra Danmarks Statistik, skriver DR Sjælland.

Hos Everyday Sexism Projekt Danmark, der arbejder for at dokumentere sexisme, er man ikke overrasket over det høje tal.

- Det er jo på den ene side dybt bekymrende, men det er også godt, at det bliver anmeldt til politiet. Der er rigtig mange af de her oplevelser, som vi får ind, der handler om begramsning i nattelivet, siger Maria Vicki Lindbaum, der er forperson i Everyday Sexism Projekt Danmark.

Politiet tager sagerne meget alvorligt

Det er dog ikke kun i Region Sjælland, at beføling er et problem. I samtlige af landets fem regioner er der sket en markant stigning i antallet af anmeldelser, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Hos politiet mener man, der er to forklaringer på det høje tal. Dels er flere kvinder blevet opmærksomme på, at den slags skal man ikke finde sig i. Og så har politiet også ændret på deres måde at registrere sager på.

- Men vi ser stadigvæk meget alvorligt på det. Det er jo stærkt krænkende, at nogen beføler en steder på kroppen, som man absolut ikke har givet nogen lov til at gøre, siger Thorkild Steen Jensen, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til DR Sjælland.

I Region Sjælland fik politiet sidste år i alt 117 anmeldelser om beføling. På landsplan var det tal 715.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App