Det vi har sammen

Klagerne gentager sig: Kritikken hagler ned over Holbæk Sygehus

Det er ikke en enestående klage, der har ramt Holbæk Sygehus, efter Dansk Sygeplejeråd har indberettet sygehuset til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sygeplejerskerne slår nu alarm på Holbæk Sygehus.

De mener patienternes sikkerhed på medicinsk afdeling på sygehuset er i fare. Derfor har Dansk Sygeplejeråd nu sendt en klage til styrelsen for patientsikkerhed.

Men det er ikke første gang, Holbæk Sygehus kommer i modvind.

Tilbage i november sidste år gik 11 fagforbund sammen om at kritisere forholdene på Holbæk Sygehus. Fagforbundene sendte et åbent brev, hvor de skrev, at sygehuset var på sammenbruddets rand. 

Læs også Patientsikkerheden på Holbæk Sygehus: - Det er meget alarmerende

Patienter med udbehandlede liggesår

Og går man tilbage til juli måned finder man historier om to ansatte, der stod frem med række kritikpunkter rettet mod Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.

- Når jeg møder på aftenvagt, står der ofte medicin på patientens bord, som skulle været givet til middag, men ingen har haft tid, og patienten kan ikke selv. Jeg er mødt ind til patienter, der ligger i indtørret afføring og ubehandlede liggesår, hvor man bare sætter et plaster på indtil nogen har tid, lyder det fra Anne-Mette Andersen, der er social- og sundhedsassistent på Holbæk Sygehus.

- Vi er ikke nok ansatte

Til kritikken dengang sagde den tidligere formand for Region Sjælland, Jens Stenbæk:

- Jeg ved, at sygehusets personale og ledelse knokler med det hele. Og jeg er sikker på, at de i fællesskab ret hurtigt får afdelingen på ret køl igen.

Men den 31. maj sidste år gik flere sygeplejersker til angreb på Region Sjælland, fordi forholdene på sygehusene var for dårlige. Blandt andet på Holbæk Sygehus.

Læs også Sygeplejersker frygter for patienternes sikkerhed på Holbæk Sygehus

- Det har konsekvenser for patienternes sikkerhed, når vi ikke er nok ansatte. Det kan give patienterne en dårligere eller længere indlæggelse, som giver problemer andre steder, når de for eksempel bliver udskrevet for tidligt, og hjemmeplejen skal tage sig af dem, lød det dengang fra Annette Møller, der er tillidsrepræsentant for 700 ansatte på Holbæk Sygehus og talsperson for vilkårene på alle regionens sygehuse, til TV ØST. 

Formand sætter indsatser i gang 

Men den nye regionrådsformand, Heino Knudsen (S), forklarer nu, at de vil fremrykke nogle indsatser for at gøre situationen bedre på sygehuset.

- Det er derfor, jeg har haft et møde sammen med vores næstformand Peter Jacobsen (DF) netop på Holbæk Sygehus med sygehusledelsen i onsdags, fordi vi godt ved, at der er et særligt arbejdspres på Holbæk Sygehus i øjeblikket og særligt på medicinsk afdeling, siger Heino Knudsen til TV ØST.  

Tip os Har du et godt tip?