KL vil have faste læger på plejehjemmene

Foto: TV ØST

Samarbejdet mellem lægerne og de kommunale plejetilbud skal styrkes, lyder det fra Thomas Adelskov, der er en del af KL og borgmester i Odsherred Kommune.

Et styrket samarbejde, fast tilknyttede læger på plejehjemmene og sygeplejersker, som er særligt uddannede til at tage sig af de svageste ældre.

Det er, hvad der skal til for at løfte kvaliteten i indsatsen for syge ældre på plejehjem og i den kommunale hjemmepleje, hvor plejen ifølge sygeplejerskerne og lægerne skranter.

Thomas Adelskov peger på tættere dialog

Løsningen på kritikken kommer fra Thomas Adelskov (S), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, KL. Thomas Adelskov fungerer samtidig som borgmester i Odsherred Kommune.

- Patienter bliver udskrevet hurtigere fra sygehusene, men vi oplever, at der er brug for en meget tættere dialog med læger og sygehuse om udskrivning af patienter og plejen bagefter, siger Thomas Adelskov.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Gallup for Lægeforeningen har otte ud af ti læger ofte eller en gang imellem oplevet, at patienter bliver indlagt igen, fordi kvaliteten i de kommunale tilbud er for svingende.

Der mangler kendskab

Ifølge Thomas Adelskov er lægernes "ringe vidensniveau" om de kommunale tilbud også en medvirkende faktor til, at ældre bliver genindlagt.

- Lægerne har ikke kendskab til de tilbud, vi har. Det oplever vi både hos de praktiserende læger og på det regionale sundhedsniveau. Det gælder både tilbud, vi har inden for det somatiske område og inden for psykiatri, siger han.

Der har i årevis være fokus på problemet med, at ældre gøres til kastebolde mellem plejehjem og hospitaler.

Forhandlinger trækker ud

Der er i dag afsat 100 millioner kroner over fire år til at indføre en ordning med faste læger på plejehjemmene, som både skal behandle den enkelte beboer og rådgive personalet i eksempelvis medicinhåndtering.

Men forhandlingerne mellem Sundhedsministeriet, kommunerne, regionerne og de praktiserende læger trækker ud, og derfor er det tvivlsomt om ordningen kommer i gang foreløbigt.

- Jeg skal ikke pege fingre af nogen, men vi har længe næret et ønske om at få fast tilknyttede læger til vores plejecentre, siger Thomas Adelskov.

- Vi er ikke kommet i gang endnu, blandt andet fordi der pågår forhandlinger med de praktiserende læger om, hvordan det skal hænge sammen, siger han.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App