Kinesisk ægtepar mistænkes for menneskehandel og lønsnyd

Politiet mistænker ægtepar, der driver fem restauranter, for at kræve udbetalt løn tilbage fra medarbejderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som led i en større, fælles europæisk indsats, som er koordineret af Europol, blev et kinesisk ægtepar fra området omkring Slagelse torsdag anholdt og sigtet for menneskehandel.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jan Schmidt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Efterforskningen har stået på i cirka et halvt år som en del af en stor fælles indsats mod menneskehandel i Europa.

- Ægteparret driver fem restauranter på Sjælland og i Jylland, og her har vi dem mistænkt for at hente udenlandske personer som arbejdskraft. Når lønnen udbetales, bliver betydelige beløb tilbageført, så de ikke får særlig meget i løn, siger Jan Schmidt.

Den sigtede mand er 31, mens kvinden er 38 år gammel.

Kinesere sigtet

Jan Schmidt oplyser, at størstedelen af de mistænkte ofre er kinesere, men at man også er stødt på andre nationaliteter.

- I de her sager kan det være problematisk, at de ramte ofte er ganske tilfredse med de lave beløb, de modtager. Det siger bare lidt om de trænge kår, de kommer fra.

Politiet vil fredag formiddag ikke ud med, hvor mange personer det angiveligt er gået ud over, eller hvor store beløb det handler om.

- Men jeg kan bare sige, at der er tale om beløb af en betydelig størrelse, siger vicepolitiinspektøren.

Ægteparret nægter sig skyldig.

De vil ikke blive fremstillet i et grundlovsforhør, idet det primære formål med torsdagens aktion var at få beslaglagt nogle genstande, så man kan komme videre med efterforskningen, oplyser Jan Schmidt.

Hvilke genstande, der er tale om, kan han ikke sige noget om.

 


Nyhedsoverblik