Katja fik sit største ønske opfyldt

Når man er fem år, så er prinsesser – især kjolerne – noget, der fylder meget. For Katja Pedersen har drømmen længe været at komme i Disneyland Paris.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Elsa og Anna. Belle fra Skønheden og Udyret og Snehvide. De fleste kender prinsesserne fra Disneys verden.

Som så mange andre fem-årige er Katja Pedersen betaget af prinsesser. Men Katja Pedersen er ikke som alle andre fem-årige. For knap to år siden fik hun konstateret leukæmi. Det har været en lang og sej kamp, som Katja nu ser ud til at vinde.

Og fordi hun har klaret sig så flot, så skulle hun i dag have sin største drøm opfyldt.

Make-A-Wish Ønskefonden gav Katja og familien en tur til Disneyland Paris.

- Det er simpelthen så fantastik. Det har været en hård tid, vi er gået igennem, og selvom man ikke kan fjerne de to sidste år, så er jeg sikker på at få en god oplevelse med denne tur. Det vil være med til at gøre det nemmere at tænke tilbage på, siger Simone Pedersen, der er mor til Katja.

Snart færdig med kemoterapi

Katja Pedersen er snart færdig med sin behandling. Til oktober skal hun have de sidste piller, og så håber familien på, at Katja er helt rask.

Derfor har Ønskefonden også besluttet, at det var på tide, at Katja skulle have sit ønske opfyldt. Den 20. september rejser familien mod Paris.

- Katja er en prinsesse-pige, og derfor skal hun til Disneyland, siger Brian Jensen fra Make-A-Wish Ønskefonden.

Og fortsætter:

- Det er så skønt at give en pige som Katja denne oplevelse. Det er fantastisk. Det er det, der gør det hele værd, siger han.

Mon ikke prinsesser i Disneyland er det helt rigtige plaster på såret. De kan i hvert fald give en smule lys i Katjas hverdag.

- Jeg kan se, at de allerede glæder sig meget. Prinsesser fylder så meget i deres hverdag, og jeg er sikker på, at denne tur vil blive et lyspunkt, siger Simone Pedersen. 


Nyhedsoverblik