Karrieredage: Elever bejlede om virksomhedernes gunst

Tirsdag var 200 elever til Karrieredage på ZBC for at mødes med virksomheder fra detailhandlen for at sikre sig en elevplads. Foto: Martin Stilling - TV ØST

200 elever bejlede til 14 virksomheder i kampen om en elevplads, da der blev afholdt Karrieredage på ZBC i Næstved i dag.

Der blev udvekslet smil, ansøgninger og CV'er blandt elever og en række butikschefer på ZBC i Næstved i dag.

Omkring 200 elever bejlede tirsdag til nogle af detailhandlens store spillere, da der blev afholdt Karrieredage på uddannelsesstedet.  

Eleverne leder nemlig efter en mulig elevplads, så de kan få færdiggjort deres erhvervsuddannelse. En af dem er Sabine Henriksen fra Slagelse.

Hun lagde billet ind på en af de 20 elevstillinger, som Flying Tiger Copenhagen har slået op. 

Kæden står bag butikkerne, som førhen hed Tiger. Og netop butikken er grunden til, at hun søger dem.

- Butikken har altid inspireret mig meget. Der har altid været lidt nogle sjove ting derinde i butikkerne. Sådan lidt anderledes ting, siger Sabine Henriksen, som til daglig går på linjen EUX på ZBC.

Karrieredag skal bane vej til praktikaftale

Flere elever havde som Sabine Henriksen forberedt sig grundigt og lavet ansøgninger og printet CV'er, de kunne dele ud af.

Uddannelseschef på ZBC, Martin Sieben, tror på, at netop det gode forarbejde kan skaffe eleverne praktikaftaler på sigt.

Målet med karrieredagene er nemlig, at både elever og virksomheder kan se hinanden an og mulighvis indgå et samarbejde.

- Jeg kan se, at nogle af eleverne har gjort sig nogle tanker. Jeg kan også se, at der er nogle unge mennesker, der er meget målrettede omkring det her med at gå hen til nogen virksomheder. Så jeg håber på - og jeg er også overbevist om - at vi får nogle gode match i dag, siger Martin Sieben.

Mange forskellige butikker deltog

Butikker som Matas, H&M, Bilka, Netto og andre detailbutikker var blandt de inviterede til karrieredagene. Også kæder som XL-Byg, Rema 1000 og Jysk var med.

I alt var 14 virksomheder på jagt efter den helt rigtige profil. Det er dog langt fra det samme, de kigger efter, når de skal ansætte nye salgsassistentelever. Der er for eksempel forskel på fokus hos Netto og Flying Tiger Copenhagen, når der skal ansættes nye elever.

-  Vi vil gerne have nogle elever der siger: "I 2020 er vi butikschefer, og har vores egen butik, og vi styrer den", siger Peter Holse Larsen, som er slagsleder i Netto i Vordingborg.

- Lidt crazy må man gerne være. Vi kan godt lide at vende tingene på hovedet og være en lille smule anderledes, siger Annette Therkelsen, der er distriktschef hos Flying Tiger Copenhagen i København.

Karrieredagene fortsætter onsdag, hvor 200 elever igen kan blive klogere på elevstillinger inden for kontor og handel. Her vil for eksempel Retten i Næstved og Kalundborg Kommune deltage.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App