Karate hjælper 11-årige Oliver med autisme: Nu kan han selv cykle i skole

En karateklub i Holbæk har stor succes med at træne børn og unge med særlige behov, så som autister, ADHD og Aspergers.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

11-årige Oliver Lazzaro fra Holbæk er autist, og han elsker sin karateklub Nuetsu-DO i Holbæk.

- Jeg kan godt lide at være her. Det er hyggeligt, siger Oliver.

Og træningen og fællesskabet i klubben har ifølge hans mormor, Jette Lazzaro, gjort den unge autist godt.

- Vi skylder den klub meget. Det er helt fantastisk - vi har jo fået et andet barn, siger hun til TV ØST.

Klubben fortjeneste

quote Det er utroligt så meget tålmodighed, de trænere har. Og at de gider, det er jeg rørt over

Jette Lazzaro, Olivers mormor

I dag kan Oliver selv cykle i skole eller tage en tur i supermarkedet. Det var helt utænkeligt tidligere. 

Og mormor Jette er ikke i tvivl om, at det er karateklubbens fortjeneste, at Oliver er kommet så langt.

- Det er utroligt så meget tålmodighed, de trænere har. Og at de gider, det er jeg rørt over, siger Jette Lazzaro.

Cheftræner og formand for karateklubben, Poul-Erik Ager, er glad for roserne.

- Det er selvfølgelig verdens bedste følelse, at man gør en forskel for andre mennesker, siger cheftræneren.

quote Det er selvfølgelig verdens bedste følelse, at man gør en forskel for andre mennesker

Poul-Erik Ager, Cheftræner og formand for karateklubben

En forudsigelig sport

Poul-Erik Ager mener, at der er en enkel forklaring på, at karate er så velegnet en sport for autister, ADHD og Aspergers.

Karate er nemlig forudsigelig med et mønster af teknikker, der er det samme hver gang. 

- Og det er noget, autister kan lide, siger cheftræneren. 


Nyhedsoverblik