Det vi har sammen

Karakterer er ikke alt: SDU indfører test og samtaler

Ansøgere kan fortsat komme ind alene på deres karaktergennemsnit, men der vil ikke være så mange ledige pladser som tidligere. Foto: TV ØST

Fremover er det ikke udelukkende karakterer, der bestemmer hvilken uddannelse, du kan tage på SDU. De indfører nu test og samtaler på 60 uddannelser.

En test og en samtale skal fremover være med til at bestemme, om du kan komme ind på drømmeuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU).

Fremover vil universitetet nemlig fokusere på de to ting sammen med et karaktergennemsnit, når de optager studerende på 60 bacheloruddannelser fordelt over alle universitetets fakulteter - også på uddannelser på SDU Slagelse.

Det oplyser SDU i en pressemeddelelse.

Vil se mennesket bag ansøgningen

Universitetet optager i forvejen studerende på kvote 2 gennem karaktergennemsnit, test og samtaler, så på den måde er det nye tiltag en udvidelse af deres eksisterende ordning. Det gør de, fordi de ikke mener, at et karaktergennemsnit ikke fortæller alt.

- Vi har valgt at gå nye veje, fordi vi tror på, at det er vigtigt også at se mennesket bag ansøgningen. Og ud over karaktererne kan ansøgeren have nogle personlige kompetencer og interesser, som er relevante i forhold til et bestemt fag, siger Henrik Dam, der er rektor på SDU, i en skriftlig kommentar.

Sådan er det nemlig også på arbejdsmarkedet, påpeger han.

- Det handler om at sikre det bedste match.

Vigtigt at vælge rigtigt

SDU optager i øjeblikket på uddannelser som medicin, jura, statskundskab, idræt og psykologi. På sigt regner universitetet med, at alle studerende skal optages gennem test, samtaler og karaktergennemsnit.

- Som universitet har vi en forpligtelse til at hjælpe de unge ind på de rigtige uddannelser, der fører til beskæftigelse. Og politikernes beslutning om at indføre et uddannelsesloft er det seneste eksempel på, at det bliver stadigt vigtigere at vælge rigtigt første gang, siger Henrik Dam.

Ansøgere kan fortsat komme ind alene på deres karaktergennemsnit, men der vil ikke være så mange ledige pladser som tidligere.

Fakta om testbaseret optag

  • SDU bliver det første universitet herhjemme, der i så stort omfang optager studerende ud fra karaktergennemsnit, test og samtaler.
  • Testen, som benyttes, er udviklet i Australien og har været anvendt på SDU siden 2001.
     
  • Testen skal vurdere ansøgerens samlede potentiale.
     
  • I alt indfører SDU i 2017 test og samtaler på 60 bacheloruddannelser, fordelt på alle universitetets fem fakulteter.
     
  • Ansøgere skal melde sig til testen mellem 1. februar og 15. marts. Testen finder sted i april.
     
  • Ansøgere kan fortsat komme ind alene på deres karaktergennemsnit. Det sker til juli, men der vil ikke være så mange ledige pladser som tidligere, fordi de er optaget af ansøgere, som er kommet ind via karaktergennemsnit, test og samtaler.

Kilde: Syddansk Universitet

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App