Kampen mod sneen: - Hvis det her fortsætter, ser det ikke godt ud i morgen tidlig

Snefygningen har fået både kommune og autohjælp på arbejde. Alle mand er sat ind og arbejdet er ikke slut endnu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dagen begyndte ellers med solskin.

Men så tog sneen fat. Og det samme gjorde blæsten. Tilsammen skabte det en kraftig snefygning, som har dækket Sydsjælland og Lolland-Falster i sne.

- Det har været en hektisk dag – og det er det stadigvæk, siger Jan Hansen, vintervagt, Vordingborg Kommune.

Jan Hansen fortæller, at de har sat alle mand på arbejde tirsdag til at rydde sne fra vejene. 

- Jeg har svært ved at se, hvordan det ser ud i morgen. Men hvis det her fortsætter, så ser det ikke godt ud i morgen tidlig. Det er helt afgjort. Lige nu har vi alt ude og køre, og der er begyndt at komme drivdannelser, så det er ikke godt, det er det ikke, siger Jan Hansen.

Læs også
Politi: Kør efter forholdene – og respekter, at det er blevet vinter
Læs også
Politi: Kør efter forholdene – og respekter, at det er blevet vinter

- Så hvis ikke man skal ud at køre, så bliv hjemme.

En fordobling i antallet af assistancer

Også hos SOS Dansk Autohjælp har man haft – og har stadig – en hektisk dag.

- Jeg skal da love for, vi har fået vores sag for med det snevejr her, siger Anders Flink fra SOS Dansk Autohjælp.

Ifølge Anders Flink har de her i regionen siden klokken 14 kørt omkring 400 assistancer for at trække folk fra sneen.

- Det er cirka en fordobling af normalbilledet. Og det går primært på fritrækning lige nu, siger han.

- Så længe der sidder folk rundt omkring i sneen – vi kører jo i døgndrift – så indtil vi har fået ro på situationen, så har vi ekstra bemanding på, som kører rundt og hjælper folk.

Fem råd fra SOS Dansk Autohjælp

Råd nr. 1: Frostsikre væsker
Påfyld frostsikker sprinklervæske og tjek, at der er kølervæske på bilen. Så er du både sikker på at kunne fjerne rester af vejsalt fra forruden og skabe god varmefordeling i bilens motor trods frostgraderne. 

Råd nr. 2: Smør gummilisterne
Smør bilens gummilister med en silikonestift. Ved at smøre listerne undgår du at komme ud til en bil, hvor dørene er frosset fast efter en nat med minusgrader.

Råd nr. 3: Tjek batteriet
Ældre batterier er ofte lig med startproblemer i kulden. På kolde dage kan op til 40 procent af SOS Dansk Autohjælps assistancer dreje sig om starthjælp, mens det på dage med hård frost ligger over 50 procent. Vejhjælpen anbefaler derfor, at du kører forbi et værksted og får tjekket batteriets kapacitet. 

Råd nr. 4: Undgå vand på bilen
Hæld ikke vand ud over bilen for at smelte isen på ruderne. Vandet løber væk og kan fryse til is andre steder i bilen - og dermed gøre mere skade end gavn. Desuden kan varmt vand på en iskold bilrude i værste fald få ruden til at splintre. Skrab i stedet ruden fri med en isskraber eller brug en isfjernerspray. 

Råd nr. 5: Telefon og varmt tøj
Hav strøm på telefonen, klæd dig på efter vejret og tag et tæppe med i bilen. Så er du godt dækket ind, hvis bilen alligevel skulle stå af på den sibiriske kulde.

 

 


Nyhedsoverblik