Nyheder fra din hverdag

Kalundborg Kommune er for velhavende til statstilskud

Foto: TV ØST

Kalundborg Kommune er for rig til at modtage tilskud fra staten. Men er det rimeligt, at kommuner, der ikke udviser rettidig omhu, skal støttes?

Kalundborg Kommune har ansøgt om statstilskud. 

Det blev dog et nej fra staten. Det er puljen for tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner, som Kalundborg har ønsket at få en luns af. 

Men kommunen er for rig til at få tilskud, skriver Sjællandske. 

- Vi udviser i Kalundborg Kommune rettidig omhu, når vi lægger budgetter, men vi har også øje for, på hvilke vilkår staten yder tilskud til kommunerne, og på det grundlag kan vi ikke se, at vi skulle være bedre stillet eller mindre kvalificeret end så mange andre, siger Martin Damm til avisen. 

Læs også Lolland Kommune får flest penge fra pulje til trængte kommuner

- Man kan spørge på en anden måde: Er det rimeligt, at kommuner, der ikke udviser den omtalte rettidige omhu, men har brugt for mange penge og på den måde er kommet i klemme, "præmieres" med statslige tilskud eller begunstiges med lånedispensationer? Jeg mener ikke, at det er et kvalificeret kriterium for at få del i tilskud. Men historien i sin gribende enkelthed er, at Kalundborg på alle parametre er forbigået. 

314 millioner bliver uddelt

Lolland Kommune får 47 millioner kroner ekstra i kommunekassen næste år, hvilket gør den til den kommune i landet, der modtager flest penge fra Økonomi- og Indenrigsministeriets særtilskudspuljer.

I alt får 34 af landets kommuner en økonomisk håndsrækning, der skal lette næste års budgetlægning.

Der bliver i alt uddelt 314 millioner kroner fra den generelle særtilskudspulje, og foruden Lolland er også Vordingborg, Odsherred, Slagelse og Guldborgsund på listen over kommuner, der står til at modtage en pose penge. 

Læs også Borgmester er ikke tilfreds med håndsrækning på 47 millioner

KOMMUNER FRA REGIONEN, DER STØTTES

  • Guldborgsund: 25 mio. kr.
  • Lolland: 47 mio. kr. 
  • Odsherred: 17. mio. kr.
  • Slagelse: 13 mio. kr.
  • Vordingborg: 28 mio. kr.

Tip os Har du et godt tip?