Kæmpehagl på Lolland: Det var helt vildt

Haglene var på størrelse med en femkrone.

I Søllested fik flere ødelagt tage på udhuse og carporte på grund af det voldsomme vejr over regionen.

Sent søndag aften ramte en kraftig haglbyge Lolland. Ifølge TV2 Vejret var de hagl, der faldt de tredjestørste i løbet af de seneste ti år.

- De var på størrelse med en femkrone, siger Carsten Lund fra Søllested.

Da uvejret ramte, kunne Carsten Lund og hans kone Ulla høre, hvordan haglene ramte taget på deres carport.

- Da vi åbnede døren, kom splinter fra taget direkte imod os, så jeg blev nødt til at lukke døren igen. Det var godt nok voldsomt, siger Ulla Lund.

I dag er der masser af huller i taget på både deres carport og brændeskur, og det samme gør sig gældende andre steder i byen.

Ødelagt drivhus

Hos Karina Pedersen gik det udover taget på skuret og drivhuset.

- Der er en rude, som er faldet helt ud, og så er to andre ruder blevet ødelagt, fortæller hun.

Karina Pedersen er overrasket over, at hagl har kunne udrette så stor skade.

- Det er vildt. Det lød som om, der var nogle der stod med bordtennisbat og bold og spillede mod vores vindue, siger hun.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App