Kæmpe oversvømmelse rammer børneafdeling på sygehus: Patienter dirigeres til andre hospitaler

En fejl i et sprinkleranlæg på Slagelse Sygehus betyder onsdag aften store problemer på sygehusets børneafdeling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Børneafdelingen på Slagelse Sygehus afviser onsdag aften og nat henviste børn. Afdelingen er onsdag aften nemlig blevet ramt af en større vandskade.

Det bekræfter Region Sjælland overfor TV ØST.

- Det er en rigtig uheldig situation, men heldigvis har det ikke ført til farlige situationer, og vi håber, at hospitalet kan fungere så godt som normalt igen fra torsdag morgen, siger Charlotte Bøll Larsen, der er vicedirektør på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse.

Hun bekræfter, at en række akutte patienter natten til onsdag må sendes til behandling på andre sygehuse i regionen, mens skadeservicefirmaer arbejder på at pumpe vand væk fra børneafdelingens lokaler.

- Jeg ved ikke, hvor mange kubikmeter vand, der er løbet ud – men der er tale om rigtig, rigtig meget vand. Vi tilkaldte brandvæsenet, der hjalp med at pumpe vand ud, siger vicedirektøren.

Sådan skal borgerne forholde sig

Patienter, forældre og andre pårørende skal ikke gøre noget anderledes end normalt, hvis de oplever bekymrende sygdom hos et barn.

 

  • Er der tale om akut sygdom og livsfare skal der ringes 1-1-2. 
  • Er der tale om anden akut sygdom skal vagtlægen i Region Sjælland kontaktes på telefon 70 15 07 00. 

 

1-1-2 og vagtlægen er informeret om den aktuelle situation på Slagelse sygehus, og sørger for at sende patienterne hen, hvor de kan behandles.

Ramte nær fødeafdeling

Vandskaden er sket på børneafdelingen nær fødeafdelingen. Charlotte Bøll Larsen oplyser, at oversvømmelsen har ramt en række undersøgelsesrum, et venteområde, en central færdselsåre og de to store elevatorer, der forbinder børne- og fødeafdelingen med de medicinske stuer. Øjenvidner har til TV ØST fortalt, at der løb flere centimeter dybt vand vand i hospitalets gange, og at personalet forsøgte at inddæmme vandet med tæpper.

- Ingen patienter eller patientstuer er blevet direkte berørt af vandskaden, men vores undersøgelseslokaler er ramt. Derfor må vi i nat afvise en del akutte patienter, der i stedet vil blive behandlet på regionens andre sygehuse. Det er noget, som 1-1-2 og vagtlægen styrer, så det skal forældrene ikke tænke på, siger vicedirektøren.  De mest syge børn vil dog blive behandlet akut på sygehuset, hvis det er nødvendigt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så der ud udenfor Slagelse Sygehus, hvor skadeservice-bilerne holder på række.
Sådan så der ud udenfor Slagelse Sygehus, hvor skadeservice-bilerne holder på række. Foto: René Lind - Lind Foto

Pumper vand væk hele natten

Charlotte Bøll Larsen oplyser, at man håber, at alt igen er normaliseret torsdag morgen.

- Vi har en række skadeservicefirmaer, der arbejder her hele natten. Håbet er, at alt andet end elevatorerne i morgen tidlig virker som det skal. Der er imidlertid løbet rigtig meget vand ned i elevatorskakterne, så det kan godt tage længere tid at få dem op at køre igen, oplyser hun. Hun understreger, at hospitalet har en række andre elevatorer, som patienter og personale kan benytte sig af i stedet.

Når galt skal være, så er der dog glæde over, at der trods problemerne med vand var ro på situationen.

- Vores fokus er, at der har været styr på patienter og patientbehandlinger, og at personalet også har været trygge og er blevet informeret om situationen, siger hun. Samtidig understreger hun, at der er tale om postevand, og ikke vand fra eksempelvis kloaken, som havde gjort oprydningsarbejdet langt mere vanskeligt. Der er dog stadig megen oprydning forude, oplyser hun.

Vandskaden har ramt en privat ejet bygning, hvor Regionen blot lejer sig ind. Derfor ventes skaden ikke at få betydning for sygehusets økonomi.


Nyhedsoverblik