Kæmpe millionarv sætter skub i museumsudvidelse

Sidste år arvede Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 14 millioner kroner, og det har sat skub i en stor udvidelse af museet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sporvognsmuseet Skjoldenæsholm i Jystrup nord for Ringsted er lige nu i gang med en større udvidelse.

Udvidelsen består af tre etaper og den første etape, har sporvognsmuseet selv været i stand til at finansiere, fordi museet har arvet penge for 14 millioner kroner.

- Vi er stolte af, at folk har tænkt på os i deres testamente og vil støtte os, det er jo en kæmpe cadeau, siger museumsleder Mikael Lund.

Kæmpe beløb fra én person

Hele 13,6 millioner af den samlede arv stammer fra én enkelt kvinde, som i flere år har haft sin daglige gang på museet.

- Vi har arvet midler før, men aldrig i den størrelsesorden, det er helt usædvanligt, siger Mikael Lund.

 Arven er blevet brugt til at bygge en 4000 kvadratmeter stor remise med 10 spor, en 2600 kvadratmeter busudstilling- og opbevaringshal og en 350 kvadratmeter stor lastbilgarage.

Dermed er der blevet mere plads til museets sporvogne, busser og reservedele. Hidtil har museet ellers været nødt til at opbevare flere sporvogne og busser på eksterne lejemål på grund af pladsmangel, hvilket har været en stor udskrivning for museet.

Mere udvidelse på vej

Museet har allerede taget hul på anden etape af udvidelsen, som omfatter en depotbygning på 3000 kvadratmeter og endnu en remise på 975 kvadratmeter. Museet er allerede gået så småt i gang med anden etape af udvidelsen, som de regner med står færdig til næste sommer.

Anden etape bliver finansieret af et lån på 10 millioner kroner, som Ringsted Kommune netop er gået med til at hæfte for.

- Vi er glade for, kommunen bakker os op og er villige til at stille en garanti, som er helt nødvendig for, at vi kan gennemføre udvidelsen, siger museumslederen.

Et varieret museum

Den tredje og sidste del af udvidelsen består af en ankomstbygning og et opvarmet værksted, men den del er endnu ikke finansieret, og derfor er ikke til at sige, hvornår bygningerne vil stå klar.

Samlet set vil udvidelsen koste 44 millioner kroner.

- Vi er sikre på, at det bliver et meget varieret museum, som vi vil kunne tilbyde vores gæster fremover, siger Mikael Lund.

Museet er desuden ved at udvikle et nyt gadeprojekt, med 23 butikker fra 40’erne og 60’erne blandt andet en bodega, en skrædder og en hattedame. Det er hensigten, at det skal tilføre museet en Matador-agtig stemning.


Nyhedsoverblik