Nyheder fra din hverdag

Kæmpe høst: To af landets største græskar er dyrket i Odsherred

01:23

Det er ikke bare stort græskaret her. Det er kæmpe. Og det er sådan set meget heldigt. For i morgen skal det fra Odsherred til hovedstaden - til DM i kæmpe-græskar i Tivoli. Her skal det sammen med seks andre kæmpe om den ærefulde titel.

Et almindeligt halloween-græsker og det kæmpe store græskar fra Hørve ligger her side om side. Foto: Stephan Svingkær - TV ØST

1 af 2

Lørdag afholder Tivoli DM i Kæmpegræskar. To af de syv deltagende græskar er dyrket med få kilometers afstand.

Der findes store græskar, og så findes der kæmpe græskar med en kampvægt på den gode side af 100 kilo.

I Odsherred findes der endda to, og de har begge kvalificeret sig til konkurrencen DM i Kæmpegræskar i Tivoli, der afholdes lørdag.

Da det voksede allerbedst, tog det 10 kilo på – på fire til fem dage

Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen, deltager, DM i Kæmpegræskar

- Da det voksede allerbedst, tog det ti kilo på – på fire til fem dage, siger Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen, der er den stolte avler af et af de to græskar.

Bliver pakket ind i dyner

Side om side med løg og kartofler såede han 12. maj frøet til det kæmpe græskar i sin urtehave ved Ulstrup nær Vig.

Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen har dyrket dette græskar. Foto: Stephan Svingkær - TV ØST

Hele foråret og sommeren har han taget sig nænsomt af græskarret. I de kolde natter blev det endda pakket ind i dyner.

- Det er det, de andre også gør. Pakker dem ind og sådan noget. Så det må jeg også gøre, siger Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen til TV ØST.

Masser af hestemøg

Konkurrencen om Danmarks største græskar tæller i alt syv deltagere. Èn af dem bor blot 20 minutters kørsel fra Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen. 

Helle Jensen fra Hørve anslår at hendes græskar vejer mellem 100-150 kilo. Foto: Stephan Svingkær - TV ØST

- Vi har ingenting gjort, så det er helt fra naturens side. Det er lidt sjovt, synes vi. Og så endda i det her danske vejr, siger Helle Jensen fra Hørve, der deltager i konkurrencen sammen med sin mand.

Ægteparret har ikke vejet deres græskar, der er vokset i jord med masser af hestemøg, men de anslår, at det vejer mellem 100-150 kilo. Dermed er der langt op til Danmarksrekorden fra 2012 på 451,4 kilo

Vi håber da at blive nummer fem eller sådan noget, men vi synes jo bare, det er sjovt at være med

Helle Jensen, deltager, DM i Kæmpegræskar

- Jeg hare sagt til min mand, at hvis vores er det mindste, så tager jeg det altså ikke ud af bilen, men det gør jeg nok alligevel. Vi håber da at blive nummer fem eller sådan noget, men vi synes jo bare, det er sjovt at være med, siger Helle Jensen.

Vejede græskarret på badevægten

Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen har til gengæld vejet sit græskar. Det foregik med badevægten, som græskarret nænsomt blev rullet op på. Men hvilken vægt, badevægten viste, holder Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen for sig selv.

- Jamen, det er en hemmelighed. Den sprang ikke vægten, men den gik pænt op. Indtil videre er jeg godt tilfreds, siger han.

Lørdag går turen så til Tivoli i København, hvor vægten ikke længere kan forblive en hemmelighed.

- Der kommer nogle raske gutter og hjælper med at flytte det. Det var planen, det skulle flyttes på traileren, men den kan vist nok lige komme ind i bagagerummet på vores Peugeot, siger Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen.

Begge græskar kan ses i Tivoli, hvor de udstilles frem til 5. november.

Dette græskar har været en tur oppe på badevægten. Foto: Stephan Svingkær - TV ØST

Tip os Har du et godt tip?