- Jeg strikker nok fire, hvis vejret er dårligt.
Sådan siger Jytte Munch Olsen fra sin lænestol i huset i Slagelse. Hun er i gang med at strikke små bamser, der akkurat passer lige ned i lommen. Derfor kalder hun dem lommebamser.
Jytte Munch Olsen har været i gang med at strikke bamser siden april. De kan fås i alverdens afskygninger som falckredder, politimand og fodspiller, og hun har allerede nu, blot efter fire måneder, rundet 360 bamser.
- Jeg kunne godt tænke mig at komme op på 500 (bamser, red.), men hvis det bliver ved med at være sådan et møgvejr, så skal jeg nok komme derop af, fortæller Jytte Munch Olsen.
Jeg begyndte at strikke bamser, fordi jeg mistede min mand, og så for ikke at sidde og trøstespise
Strikker sig fra savnet
Grunden til, at Jytte Munch Olsen i første omgang er begyndt at strikke, skal findes tilbage i foråret, hvor hendes liv blev ændret.
- Jeg begyndte at strikke bamser, fordi jeg mistede min mand, og så for ikke at sidde og trøstespise, for noget skulle der jo ske, så læste jeg i Sjællandske om de her bamser, og så fik jeg lyst til at lave en, siger Jytte Munch Olsen.
Lige siden har hun strikket løs - også fordi det virker som en slags terapi, efter tabet af sin mand.
- Det hjælper mig så meget, for så sidder jeg og snakker med Leif om de gode ting. Jeg sidder også og tænker tilbage på dengang, inden han var dement. For de sidste seks år, der forsvandt han for mig efterhånden.
Bamser til et godt formål
I foråret havde Jytte Munch Olsen læst en artikel om de såkaldte lommevenner, altså bamser der netop kan være i lommen, og det er dem hun senere er blevet inspireret af.
I Ringsted bliver bamserne nemlig givet til falckredderne, og derfor tænkte Jytte, at hendes bamser også skulle gå til et godt formål. De går nemlig til hendes praktiserende læge, der indtil videre har fået 180 stykker.
- Vi er rigtige glade for Jyttes arbejde med bamserne. Det er en stor glæde for os i klinikken, siger praktiserende læge Uffe Trolle Gronemann.
Et plaster på såret
På klinikken er det oftest børnene, der får en ny blød ven med hjem, og allerede nu har de flere succeshistorier at fortælle.
- Så sent som i dag har vi haft et barn til en fireårsundersøgelse, hvor der også er en vaccination. Det blev hun rigtig ked af, men for at bruge en lægefloskel, så var det et plaster på såret, at hun fik en bamse, siger Uffe Trolle Gronemann.
Umiddelbart skal lægerne dog ikke frygte, at de har fået deres sidste portion bamser. Jytte Munch Olsen har nemlig tænkt sig at fortsætte.
- Hvor længe jeg vil strikke bamser, ved jeg ikke, men jeg har rigtig meget garn, så det kan godt være, det bliver 500 bamser, siger Jytte Munch Olsen.