Juraprofessor om dom i blottersag: Åbner ikke for frifindelser

At en mor fra Nyråd blev frifundet for at dele billeder af en blotter, betyder ikke, at det åbner op for frifindelser i lignende sager. Det vurderer en ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var jubel og store smil, da Rikke Louise Andersen fra Nyråd i dag blev frifundet.

Hun var tiltalt for at have brudt persondataloven, da hun i sommer delte et overvågningsbillede på sin Facebook-profil af en mand, der havde blottet sig for hendes 10-årige datter.

Persondatalovens §26a

Rikke Louise Andersen blev frifundet efter denne paragraf:

§ 26 a. Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis
1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke,
2) videregivelsen følger af lov eller
3) videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Kilde: Retsinformation.dk

Dommeren frifandt den 35-årige mor fra Nyråd, fordi hun efter hans overbevisning var blevet tiltalt efter en paragraf, som hun ikke kunne dømmes efter.

Bøden blev nemlig givet efter persondatalovens paragraf 26, men den henvender sig ifølge juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller alene til den dataansvarlige – altså den, der er ansvarlig for at optage overvågningsbillederne.

- I dette tilfælde var det Dagli’Brugsen i Nyråds billeder, som moren delte. Det var ikke hende, der stod for overvågningen, og derfor kan hun ikke straffes efter den bestemmelse, siger han til TV ØST.

Måske frifundet uanset hvad

Men selv hvis anklagemyndigheden havde benyttet en anden bestemmelse – paragraf 8 - der handler om at dele andres personlige oplysninger, så vurderer Sten Schaumburg-Müller stadig, at Rikke Louise Andersen ville haft grund til at fejre i dag.

- Jeg tror stadig, at der er en chance for, at hun ville være frifundet, hvis hun var blevet tiltalt efter den anden paragraf. I den indgår nemlig en afvejning af, om målet med offentliggørelsen er vigtigere end hensynet til de personlige oplysninger, siger han og tilføjer:

- I det her tilfælde er det jo en person, der så at sige er blevet taget med fingrene i kagekassen. Så selv hvis anklagemyndigheden havde tiltalt hende efter den paragraf, kunne hun godt blive frifundet.

quote I det her tilfælde er der jo en person, der så at sige er blevet taget med fingrene i kagekassen. Så hun kunne godt blive frifundet uanset hvad

Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor, SDU

Expert idømt bøde i 2014

Derfor mener Sten Schaumburg-Müller heller ikke, at dagens dom åbner op for flere frifindelser i lignende sager.

- Normalt er det dem, der har optaget overvågningen, der også frigiver dem eller videregiver dem. Og i de tilfælde er loven meget klar, og der er meget begrænset plads til fortolkninger. Det må man ikke, siger han.

Det var blandt andet tilfældet i 2014, da Expert i Holbæk blev idømt en bøde på netop 5.000 kroner for på Facebook at offentliggøre en overvågningsvideo af en tyv, der stjal smartphones for 45.000 kroner i butikken.

Anklagemyndigheden skal nu vurdere, om de vil anke dommen i Rikke Louise Andersens sag.

Persondatalovens §8

§8 Stk. 4. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.

Stk. 5. De i stk. 4 nævnte oplysninger må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Kilde: Retsinformation.dk

 


Nyhedsoverblik