Jobpatruljen om unges arbejdsmiljø: - De vil ikke være til besvær

Fagbevægelsens jobpatrulje har talt med knap 470 unge om deres arbejdsmiljø, og konklusionen er, at de unge ikke ved nok om deres rettigheder på arbejdspladsen. Arkiv. Foto: Alexander Bruun

Jobpatruljen har talt med 470 unge om deres arbejdsliv. Desværre kniber det stadig med arbejdsmiljøet, hvor der skal strammes op.

På arbejdsmarkedet er der fortsat eksempler, hvor unge medarbejdere løfter for meget, ikke får deres pauser og generelt har et dårligt arbejdsmiljø. Og de unge kender ikke deres egne rettigheder.

Det er nogle af konklusionerne, Jobpatruljen er nået frem til, efter de har besøgt godt 1000 virksomheder og talt med knap 470 unge på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.  Det fortæller Tina Leire, som er koorditator i Jobpatruljen.

- De unge vil ikke være til besvær, for rigtig mange af dem er det jo bare et fritidsjob. Så de tænker ikke, at de har også har nogle rettigheder, siger Tina Leire til TV ØST.

Vil oplyse de unge om rettigheder

I fredags afsluttede Jobpatruljen deres rundtur i regionen, som fagforeningerne HK og 3F står bag. Jobpatruljen gennemfører en oplysningskampagne for de unge under 18 år, hvor de sætter de unge ind i, hvilke rettigheder de har på arbejdsmarkedet.

Og der er desværre eksempler, som bekræfter Tina Leire i, at kampagnen er nødvendig. Hun har selv oplevet, hvordan tre unge arbejdede under nogle urimelige forhold i et supermarked.

- De havde det rigtig skidt med at være der, de var bange for chefen, de blev truet med at blive fyret og fik vagter med timers varsel. Alle sådan nogle ting, som var fuldstændig urimelige, siger hun.

468 unge interviewet om deres arbejdsmiljø

Henover de sidste tre uger har Jobpatruljen besøgt forskellige steder som bagerier, restaurationer, caféer, ishuse, supermarkeder, hvor man har ungarbejdere under 18 år ansat.

De har i den forbindelse interviewet 468 unge, hvor de har spurgt dem ind til deres oplevelser på arbejdspladsen. Og svarerne har de lavet statistik på.

- Statistikkerne siger i år, at rigtig mange stadig løfter for meget, og at arbejdsmiljøet ikke er særligt godt. De får for eksempel ikke de her skridsikre sko, selvom de står i et køkken, hvor gulvet er glat, siger Tina Leire, og fortsætter:

- De får bare en dårlig start på arbejdsmarkedet. Hvis de allerede i den alder nævner, at de har ondt i hovedet og ryggen som følge af deres arbejde, så har de rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet, siger hun.

Tallene viser for eksempel, at næsten ni ud af 10 unge svarer ’ved ikke’ til, hvor meget de skal have i feriepenge.

Tal med de unge om deres arbejde

Til gengæld viser tallene en lille stigning i antallet af unge, som taler med deres forældre om rettigheder på jobbet. Det er også forældrene, Tina Leire mener, kan være med til at løse problemerne med de unges uvidenhed.

- Man kan som forældre sætte sig ind i, at der er nogle regler og fortælle de unge om dem. Og man kan hjælpe dem med finde ud af, hvilke regler, der gælder for dem. Hvis man har mulighed for det, kan man hjælpe den unge til, at de ikke skal være i et job, hvor de bliver alt for groft udnyttet, siger hun.

Det er i år 39. gang, at Jobpatruljen går de unges arbejdsliv efter i sømmene.

Her er nogle af reglerne for ungarbejdere under 18 år

- Er du under 18 år, må du kun løfte op til 12 kilo og trække eller skubbe op til 250 kilo.

- Hvis du har, eller har haft, et job, har du ret til feriepenge – også hvis du er under 18 år. Feriepengene udgør 12,5 % af din løn og tillæg.

- Hvis du er omfattet af funktionærloven (hvilket kræver, at du arbejder i mere end 8 timer om ugen i gennemsnit og arbejder i for eksempel butik, på lager med kundekontakt eller kontor), får du fuld løn under sygdom. 

- Du må gerne sælge alkohol, selvom du er under 18 år, hvis du arbejder i en butik/kiosk/supermarked, da kunden ikke drikker det i butikken.

- Når du er under 18 år, skal du som hovedregel være under tilsyn af en person, der er fyldt 18 år, og som har den nødvendige indsigt i arbejdet. 

Kilde: Jobpatruljens Guide til Fritids- & Studiejob 2018-2019 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App