Helles mand fik hjertestop midt i stuen: - Jeg rusker i ham og prøver at få kontakt

Helle Færk.

Kampagnen Danmark Redder Liv skal få flere til at melde sig som førstehjælpere. Helle Færk fra Næstved reddede sin mands liv.

- Det er så mærkeligt, at man kan sidde og tale sammen, og så pludselig er han bare væk. Uden nogen varsler overhovedet.

Ordene kommer fra Helle Færk, der sidder i sin stue i sit hjem i Næstved. Det var netop dér, at hendes mand en mandag aften for nogle uger siden, pludselig fik hjertestop.

Jeg rusker i ham og prøver at få kontakt, men der er helt slukket

Helle Færk, Næstved

- Vi ser film, og et kvarter inde i filmen begynder han at snorke på sofaen på en meget mærkelig måde. Jeg rusker i ham og prøver at få kontakt, men der er helt slukket, fortæller Helle Færk.

Hendes mand, Anders Færk, sidder i dag ved siden af hende og smiler. Han overlevede den aften takket være den hjertemassage, som Helle Færk gik i gang med. Det har lægerne efterfølgende fortalt.

Kampagnen Danmark Redder Liv skal få flere borgere til at melde sig som førstehjælpere og gøre en forskel, når eksempelvis et hjerte stopper med at slå.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anders og Helle Færk i deres hjem i Næstved. Der bliver givet flere krammere nu end før hjertestoppet, fortæller de. 

Netop hjertestop sker i 72 procent af tilfældene i hjemmet, og projektet skal øge kendskabet til den livreddende førstehjælp.

- Jeg er sindssygt heldigt, ja. Og meget taknemmelig over Helle og Lucas’ måde at reagere på, siger Anders Færk.

Håndflader i brystkassen

Det er Helle Færk og parrets søn Lucas, der reagerer prompte, da Anders Færk ligger livløs på sofaen.

De får slået alarm til 112, bærer ham ned på gulvet, og Helle Færk går i gang med hjertemassage under kyndig vejledning fra den sundhedsfaglige i telefonen, som ligger på gulvet på medhør.

Jeg ser tilbage på det med en lille smule sorg, for jeg mistede ham jo

Helle Færk, Næstved

- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg alligevel formår at holde hovedet så koldt, som jeg kunne og ikke bare rendte ind til naboen, eller hvad ved jeg.

I godt otte minutter bruger Helle alle kræfter på at trykke sine håndflader ned i brystet på sin mand. Hun tæller til ti, igen og igen.

- Man tænker faktisk kun på at holde det hele i gang. Og så lytte til telefonen.

Pludselig ankommer ambulance og reddere til huset og tager over. Anders Færk får stød fra en hjertestarter og bliver fløjet med lægehelikopter til Odense Universitetshospital.

Slipper uden mén

Få dage senere vågner han op, husker ingenting, men han er til gengæld godt øm i hele kroppen af Helles livreddende hjertemassage.

Ifølge lægerne betød førstehjælpen, at Anders i dag er sluppet uden mén. Han har nu fået indopereret en ICD, en avanceret form for pacemaker, der kan behandle hjertestop og hurtig hjerterytme.

Danmark Redder Liv

Kampagnen, Danmark Redder Liv, er stiftet af Dansk Folkehjælp, Region Sjælland og FirstAed.

I samarbejde med TV ØST, Folketidende Gruppen, Sjællandske Medier og P4 Sjælland er målet at finde 2.000 frivillige førstehjælpere inden den 28. oktober. 

Tilmeld dig her. 
Se mere

Langsomt er Anders Færk ved at vende tilbage til hverdagen, og den lille familie har fået en oplevelse, den aldrig glemmer.

- Jeg ser tilbage på det med en lille smule sorg, for jeg mistede ham jo, men jeg ser også tilbage på det med en enorm glæde, fordi Anders stadig er her og sover ved siden af mig hver nat, siger Helle Færk.

Helle Færk har været på et førstehjælpskursus for flere år siden, og hun føler, at det var medvirkende til hendes indsats hjemme i stuen.

Parret har valgt at stå frem med deres historie i forbindelse med Danmark Redder Liv-kampagnen, og de håber, at mange får lyst til at lære mere om førstehjælp.

- Det gør altså en forskel. At der er nogen, der kan tage fat og yde noget hjælp, siger Anders Færk.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App