Det vi har sammen

Mia blev kørt ned: "Jeg er bange, chokeret og har smerter"

Mia Maya Jensen fra Sakskøbing blev i dag kørt ned af en gerningsmand med vilje.

Det var 30-årige Mia Maya Jensen, der i dag blev påkørt af en bilist med vilje. Hun er chokeret over hændelsen og vil nu flytte fra byen.

Hun skulle bare besøge en i Vestergade i Sakskøbing. 

Mia Maya Jensen står på fortovet og banker på døren. Ud af ingenting kører en bil op på fortovet og tordner direkte ind i hende. Hun bliver mast ind i væggen og ryger ind over kølerhjelmen på bilen. 

- Jeg var bevidstløs, så jeg kan ikke rigtig huske noget. 

Jeg er bange, chokeret og har smerter

Mia Maya Jensen, Sakskøbing

Bilen kørte væk lige efter i ukendt retning.

- Jeg er bange, chokeret og har smerter. Det kunne ligeså godt have været et lille barn, der havde stået på det fortov, da den her bilist kom kørende. Jeg er selv mor og har et barn, som jeg ligeså godt kunne have stået med i hånden, siger Mia Maya Jensen, der er 30 år. 

Læs også Bandekonflikt: Gerningsmand kører kvinde ned med vilje

Det giver angst

Efter hændelsen har Mia Maya Jensen fået en stor hudafskrabning på lår og balle, som gør, at hun sidder i kørestol. Hun har også slået sin nakke og sin lænd. 

Det giver lidt angst inden i

Mia Maya Jensen, Sakskøbing

Politiet vurderede, at hændelsen var med vilje. Og i eftermiddags lykkedes det politiet at anholde en 38-årig mand med banderelationer. Han er nu sigtet for drabsforsøg.

- Det giver lidt angst inden i, at der er nogen, der kan finde på at gøre det her mod nogen, de ikke engang kender. Det er fuldstændig umotiveret, siger Mia Maya Jensen. 

Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger til TV ØST, en anden person, som Mia Maya Jensen gik sammen med, kan være det egentlige mål.

- Bilen kører frem mod to personer, der går sammen på vejen. Den videre efterforskning må afsløre, hvad der præcist er sket, men lige nu er vores teori, at det er den anden person på vejen, der var målet. Han har kendte banderelationer, siger Kim Kliver til TV ØST.

 

Læs også Efter påkørsel: 38-årig mand anholdt for drabsforsøg

Flytter fra Sakskøbing

Der har den seneste tid været mange uroligheder i et eskalerende bandemiljø på Lolland og Falster.

Og med episoden i dag, så har Mia Maya Jensen heller ikke tænkt sig at blive boende i Sakskøbing. 

- Det er lidt skræmmende, at det er kommet så tæt på en selv. Men selvfølgelig - der er jo også kriminalitet i andre byer, men når det kommer så tæt på én, så tænker man lidt mere over livet. Og det skræmmer mig. Jeg flytter også væk fra Sakskøbing nu, for min søn og min egen skyld. Ikke fordi jeg regner med, at der er nogen efter mig, men for at passe på os, siger hun.

Artiklen er opdateret

Artiklen er opdateret med info fra Kim Kliver om hvorfor, Mia Maya Jensen kan være blevet ramt.

 

Tip os Har du et godt tip?