Det vi har sammen

Jeannette efterlyste kærligheden: Har fået over 100 henvendelser

Jeannette Luna Westermann har valgt at efterlyse manden fra bus 601A i et opslag på Facebook. For hun vil finde ham. Og kærligheden. Foto: Privat

Jeannette Luna Westermann fra Næstved efterlyste en helt særlig mand fra bus 601A på Facebook. Nu har flere håbefulde bejlere meldt sig på banen.

Fredag formiddag slog det gnister for Jeannette Luna Westermann i bus 601A mod Næstved Storcenter.

- Han smilede med øjnene, med hele ansigtet. Og selvom vi kiggede lidt væk, så kunne vi ikke lade være med at kigge på hinanden. Jeg er sikker på, at han kunne se, jeg syntes, han var sød, fortalte Jeannette søndag til TV ØST.

Den enlige mor var stødt på en yderst venlig mand, men efter tre stop steg han af bussen, og siden da har Jeannette ikke kunne få ham ud af tankerne. 

Jeg har fået over hundrede henvendelser. Især kvinder, der sender mig billeder af deres ven og spørger, om det kan være ham

Jeannette Luna Westermann, Næstved

Søndag fortalte TV ØST Jeannettes historie og efterlyste den mystiske fremmed på Facebook.

På nuværende tidspunkt har tæt på 1300 personer forsøgt at hjælpe Jeannette i sin jagt på kærligheden ved at dele opslaget.

Har intet hørt fra manden

Desværre, fortæller Jeannette nu, har hun intet hørt fra manden.

- Jeg har fået over hundrede henvendelser. Især kvinder, der sender mig billeder af deres ven og spørger, om det kan være ham. Men desværre har det ikke givet pote, siger Jeannette Luna Westermann til TV ØST tirsdag.

Det er dog ikke kun kvinder, som har skrevet til Jeannette.

- Flere fyre har skrevet noget i retning af ”jeg er ikke ham fra bussen, men jeg er single og jeg er frisk”, fortæller Jeannette og griner:

Læs også Jeannette mødte kærligheden i 601A: Nu efterlyser hun manden

- Men det er ikke lige sagen. Det skal være ham den rigtige. 

Overvældet og taknemmelig

Jeannette er overvældet og taknemmelig over den store interesse folk har vist, men ærgerlig over, manden fra bus 601A ikke er dukket op endnu. Romantikeren i Jeannette giver dog ikke op så let.

Han smilede med øjnene, med hele ansigtet. Og selvom vi kiggede lidt væk, så kunne vi ikke lade være med at kigge på hinanden

Jeannette Luna Westermann, Næstved

- Jeg klør på og tror på det, han skal findes. Vi har alle sammen brug for lidt mirakler i hverdagen, lidt smil og glæde.

På fredag har Jeannette tænkt sig at give ”jagten” et sidste skud.

- Jeg regner med, jeg tager bussen på fredag. Samme tid, samme sted. Det kunne jo være, jeg var heldig, siger Jeannette.

Som flere af TV ØST’s brugere har kommenteret, har det strejfet Jeannettes tanker, at den venlige fremmed muligvis ikke har givet lyd fra sig, fordi han er i et forhold.

- Jeg vil jo ikke spolere et forhold, det har jeg ingen intentioner om. Men hvis han er single og har lyst, så må han lige samle mod til sig og kontakte mig.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App