Hun blev udsat for seksuelt misbrug i årevis af sin stedfar: Nu sagsøger hun kommunen

33-årige Jean Rasmussen mener, Bjergsted Kommune burde have grebet ind, da hun som otteårig fortalte, at hun blev udsat for seksuelle overgreb i familien. Foto: Louise Gregersen - TV ØST

33-årige Jean Rasmussen mener, kommunen svigtede hende, da hun som otteårig fortalte, hun blev seksuelt misbrugt. Nu er sagen for retten.

- Men det er altså rigtigt, mor!

Vi er i den lille by Bjergsted uden for Kalundborg. Vi skriver 1994.

Allerede fra starten mener jeg, at de burde have politianmeldt min stedfar. For hvis man allerede mener, der er overskredet nogle grænser, så skal man som sagsbehandler ikke tænke, at så er der ikke beviser

Jean Rasmussen

Ordene kommer fra den dengang otteårige Jean Rasmussen til et møde, hvor hun, hendes mor, hendes stedfar, hendes to søskende, samt to sagsbehandlere fra Bjergsted Kommune er tilstede.

Mødet er iværksat, efter kommunen blev informeret om pigens påstande om seksuelt misbrug i familien. Både moren og stedfaren siger enstemmigt til kommunen, at pigen er fuld af løgn. Men otteårige Jean banker i bordet, og holder fast i sin forklaring. Det fremgår af sagens akter, som TV ØST har fået indsigt i.

Efter mødet iværksættes familieterapi, ligesom Jean får friplads i SFO. Men den tidligere Bjergsted Kommune vælger ikke at politianmelde stedfaren, ligesom de heller ikke sætter initiativer i værk for at fjerne otteårige Jean fra stedfaren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Journalark fra Bjergsted Kommune, 1994. Foto: TV ØST

Har fundet grænseoverskridende ting sted

Kommunen tager initiativ til en psykologvurdering af otteårige Jean. Det er skolepsykologen, der vurderer Jean og familiens situation gennem samtale med familien og test af Jean. På baggrund af den vurdering skriver kommunen, at:

[...] det må vurderes, at der højst sandsynligt har fundet grænseoverskridende handlinger sted i forhold til Jean.

Desuden fremgår det, at kommunen ikke mener, der skal ske en anmeldelse, fordi det vil optrappe situationen i hjemmet, samt at en samtale med stedfaren er nok til, at han ikke vil gøre hende yderligere fortræd:

Hvis Jean taler sandt, er det min vurdering, at han ikke nu vil gøre Jean mere fortræd efter socialforvaltningens involvering.

Jean Rasmussens stedfar blev dømt skyldig for de seksuelle misbrug ved byretten i 2013 og i landsretten i 2014. Han endte med at få et år og tre måneders fængsel.

Gjorde ikke nok

Jean Rasmussen er i dag 33 år gammel og tydeligt mærket af sin fortid. Hun lider af angst, depression og posttraumatisk stresstilstand (PTSD). Hun er uddannet SOSU-hjælper, men har på grund af sine psykiske mén været sygemeldt fra arbejdsmarkedet i otte år.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Louise Gregersen - TV ØST

Hun har nu stævnet kommunen, som efter kommunesammenlægningen hedder Kalundborg Kommune. Hun mener ikke, kommunen gjorde nok, dengang de blev bekendte med familiens problemstillinger.

- Allerede fra starten mener jeg, at de (kommunen, red.) burde have politianmeldt min stedfar. For hvis man allerede mener, der er overskredet nogle grænser, så skal man som sagsbehandler ikke tænke, at så er der ikke beviser, siger Jean Rasmussen til TV ØST.

Desuden mener hun, kommunen burde have sørget for, at stedfaren ikke kunne omgås hende.

- De har ikke sørget for, at han ikke stadig var omkring mig, siger hun.

- Jeg tænker, de slet ikke har haft kompetencerne til det. At man har taget en personlig vurdering måske og tænkt, at det var nok ikke så slemt, fordi man havde taget fat i ham og snakket med ham, og så skete tingene ikke mere, siger hun.

Kommune mener, de handlede korrekt

Kalundborg Kommune mener dog, at de, efter den dengang gældende lovgivning, handlede korrekt.

- Når vi kigger tilbage i sagsakterne, så er vores vurdering, at Bjergsted Kommune handlede korrekt efter de regler, som gjaldt i 1994, siger Mette Heidemann, direktør for skole- og familieområdet i Kalundborg Kommune til TV ØST.

Når vi kigger tilbage i sagsakterne, så er vores vurdering, at Bjergsted Kommune handlede korrekt efter de regler, som gjaldt i 1994

Mette Heidemann, direktør for skole- og familieområdet, Kalundborg Kommune

Dengang handlede man ud fra det såkaldte mindsteindgrebsprincip, hvilket betød, at man forsøgte at løse problemstillingerne i familien.

- Reglerne var helt anderledes dengang. Bistandsloven, som gjaldt i 1994, arbejdede ud fra et mindsteindgrebsprincip, som handlede rigtig meget om at styrke familierne. Dengang var familierne det primære, hvor nutidens sociallovgivning i langt højere grad tager udgangspunkt i barnets tarv, forklarer Mette Heidemann.

Desuden mener Kalundborg Kommune, at daværende Bjergsted Kommune satte tilstrækkelige tiltag i gang for familien.

- Kommunen handlede allerede samme dag, og der foreligger faglige vurderinger af, hvad der er det rigtige at gøre set i lyset af familiens samlede situation, siger Mette Heidemann.

Men Jean Rasmussen mener, at hvis kommunen havde grebet ind, da de blev opmærksomme på hendes forklaring og undersøgt den, så kunne sagen være blevet afsluttet længe før.

- Hvis de havde skredet ind, og havde politianmeldt ham, så var sagen blevet undersøgt, og så var min stedfar måske blevet dømt allerede dengang, siger hun.

Overtræder menneskerettighederne

Ifølge Jean Rasmussens advokat Marc Jørgensen, er det en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, at kommunen ikke greb ind.

- Vi mener, at det er en tilsidesættelse af menneskerettighedskonventionens artikel tre, som netop beskytter børn, der er udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. Og den var gældende på præcis samme måde tilbage i 1994, så det argument mener jeg ikke, man kan bruge i denne her sag, siger Marc Jørgensen, advokat hos Elmer Advokater.

Artiklen fortsætter under videoen.

02:03 Luk video

Sagen er principiel, fordi det er første gang, at en dansk domstol skal tage stilling til en kommunes ansvar for indgriben i forhold til overgreb i egen familie og altså ikke i en plejefamilie. Derfor er sagen for Østre Landsret.

Sidste år gav Østre Landsret de såkaldte Skælskør-piger medhold i, at Slagelse Kommune burde have grebet ind, da pigerne blev udsat for overgreb og seksuelt misbrug i plejefamilien.

Håber kan give mod til andre

Desuden blev forældelsesfristen ophævet på sager om seksuelt misbrug 1. april 2018. Det betyder, at der nu ikke længere er forældelse gældende hverken i forhold til gerningsmandens strafansvar eller i forhold til at gøre krav om erstatning mod offentlige myndigheder.

For Jean Rasmussen betyder det, at hendes sag nu kan blive prøvet for retten, uden at nogen kan bruge argumentet om at sagen er for gammel.

- Det bliver aldrig nogensinde forældet inde i mig eller i nogen andre, der bliver udsat for de her ting. Det er urimeligt, at når først, det begynder at fylde i vores liv, og man er modig nok til at gøre noget, at så er sagen forældet, siger hun.

Det bliver aldrig nogensinde forældet inde i mig eller i nogen andre, der bliver udsat for de her ting

Jean Rasmussen

Jean Rasmussen har krævet 300.000 kroner i erstatning fra Kalundborg Kommune. Men egentlig håber hun på, at hun med sin historie kan være med til at oplyse om seksuelle overgreb. Ligesom hun håber, hun kan inspirere andre til at tage deres sag op.

- Jeg håber, det kan give modet til andre til også at kæmpe for deres ret. Eller til bare at turde fortælle nogen om det, så man ikke skal gå med det selv i mange år, siger hun.

Der falder dom i sagen den 22. august.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App