Condotte, som er et af de tre italienske entreprenørfirmaer, der skal bygge Storstrømsbroen, har så store økonomiske problemer, at de ikke kan betale deres regninger. Det skriver Fagbladet 3F.
Det drejer sig endnu engang om regningen på det store milliardbyggeri af Follobanen i Oslo.
Italiensk konsortium: Det er meget uheldigt
Omkring 100 underentreprenører arbejder for Condotte på Follobane-projektet, og flere af dem har ikke fået løn siden nytår. Siden 8. januar har det pressede firma været under rekonstruktion. Og derfor er byggeriet endnu engang gået i stå.
- Condottes økonomiske udfordringer vil have indflydelse på Condotte-projekter i Oslo og andre igangværende projekter i dag og i nær fremtid, hvilket er meget uheldigt, skriver Mr. Silvio Fascio, Europe General Manager, Itinera S.p.A., i en e-mail til TV ØST.
Han skriver herudover:
- Vi tror på, det vil være en midlertidig situation.
I sommer 2017 gik Oslo-byggeriet også i stå i en periode, da Condotte ikke betalte sine underentreprenører og i stedet brugte pengene på at dække egen gæld i hjemlandet.
Det italienske konsortium garanterer, at dårlig økonomi ikke vil få betydning
Selskabet Condotte udgør dog kun en del af det italienske konsortium, der skal bygge Storstrømsbroen til en samlet værdi af 2,1 milliarder kroner.
Itinera Joint Venture har finansiel og teknisk styrke til at levere på Storstrøm-projektet, som vi har dokumenteret til Vejdirektoratet
Itinera Joint Venture, som er navnet på konsortiet, forsikrer dog, at Condottes skræntende økonomi ikke vil smitte af på projektet.
- Som vi tidligere har nævnt, har det dog ingen indflydelse på Itinera Joint Venture, hvoraf Condotte er en minoritetspartner. Itinera Joint Venture har finansiel og teknisk styrke til at levere på Storstrøm-projektet, som vi har dokumenteret til Vejdirektoratet, skriver Mr. Silvio Fascio, Europe General Manager, Itinera S.p.A.
Torsdag den 11. januar udsatte transportministeren endnu engang underskriften med de italienske brobyggere med yderligere 14 dage.
- Itinera Joint Venture er overbevist om, at der kan opnås en tilfredsstillende løsning, så projektet kan starte meget snart, forsikrer han.