Det vi har sammen

Intet hurtigt internet til beboere i Assentorp

Fibernet, som her på billedet, bliver ikke gravet ned hos beboerne i Assentorp og omegn i denne omgang. De fik ikke nemlig ingen støtte fra bredbåndspuljen.

Beboerne i Assentorp og omegn fik ikke deres ønske om bedre internet opfyldt. Deres projekt fik nemlig ingen støtte fra bredbåndspuljen.

Tirsdag annoncerede regeringen, at de støtter 31 projekter med midler fra bredbåndspuljen, hvoraf et enkelt projekt får delvist tilskud.

I Region Sjælland havde hele 48 ansøgt om støtte til deres projekter. Men kun ni projekter har fået tildelt penge til bedre internet i vores landsdel. Det betyder, at mange projekter ikke får støtte i denne omgang.

Et af de afviste projekter var i Sorø Kommune. Her må beboerne i Assentorp og omegn se langt efter bedre internet.

- Det er vi da rigtig kede af. Vi har jo svært ved at sælge huse, når der ikke er en ordenlig forbindelse, man kan koble sig op på. Det betyder jo også, at folk ikke kan arbejde hjemmefra, så det er ærgerligt, siger Jon Bertelsen, som er initiativtager til Sammenslutningen for Bedre Bredbånd for Assentorp og omegn.

Det betyder jo, at folk ikke kan arbejde hjemmefra, så det er ærgerligt

Jon Bertelsen, initiativtager til Sammenslutningen for Bedre Bredbånd for Assentorp

Opbakning var ikke stor nok

Det er Energistyrelsen, som behandler ansøgninger til bredbåndspuljen. De vurderer blandt andet projekterne ud fra, hvor stor tilslutningen er til de enkelte projekter i området. Jo flere tilmeldinger, jo større er chancen for, at projektet får støtte.

Men i Assentorp og omegn var opbakningen ikke stor nok. Her havde beboerne i Sammenslutningen for Bedre Bredbånd kun en samlet tilslutning på 40 procent blandt husstandene.

- Vi er et område med rigtig mange sommerhuse, og hvor det har været svært at overbevise folk om, at investeringen i hurtigt internet var en god idé, siger Jon Bertelsen.

Regeringen siger, at der skal være hurtigt internet til alle, men puljen med penge er for lille

Jon Bertelsen

Ikke nok penge til alle

Regeringen fik i alt 167 ansøgninger, hvor projekterne ansøgte tilskud for 288 millioner kroner til sammen. Men bredbåndspuljen bestod kun af cirka 80 millioner.

Så det kommer ikke bag på Jon Bertelsen, at ikke alle projekter bliver støttet. Men han mener, at det er et problem, at der ikke er penge nok.

- Regeringen siger, at der skal være hurtigt internet til alle, men puljen med penge er for lille. Det er rigtig ærgerligt.  Der burde være flere penge til, at alle kunne få bedre internet, siger Jon Bertelsen.

Ifølge Jon Bertelsen vil sammenslutningen for Assentorp og omegn søge om penge igen næste år.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App