Insektchips og dyrefoder af søstjerner: Kæmpe konference fremmer klimavenlig vækst

John Brædder byder deltagerne velkommen til Danmarks største konference om bioøkonomi. Foto: Jesper Hald - TV ØST

På Lolland samles forskere og erhvervsdrivende for at se nærmere på, hvordan bioøkonomi kan skabe vækst og arbejdspladser i fremtiden.

”Det er kun fantasien, der sætter grænser, og fantasien må godt vokse i det her rum i dag”

Sådan lød opfordringen fra borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder (G), da han torsdag formiddag bød velkommen til Dansk Bioøkonomi Konference.

En konference, der er stablet på benene af Vækstcenter Bioøkonomi Guldborgsund og som afholdes på en nedlagt sukkerfabrik i Sakskøbing med det klare formål at udbrede viden om vækstpotentialet ved Bioøkonomi. 

Læs også Fra roetop til rengøringsmiddel: Bliv klogere på bioøkonomi

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Bioøkonomi

Bioøkonomi er at lave nye produkter af uudnyttede organiske ressourcer.

Det handler for eksempel om at bruge roetoppe, havtang, halm og rester fra fødevareindustrien på nye måder.
​​
Disse ressourcer kan blandt andet bruges i kropsplejeprodukter, byggematerialer og brændstof.

Kilde: Vækstcenter Bioøkonomi Guldborgsund
Se mere

Og det er vist ikke så tosset at kigge nærmere på.

I 2013 nedsatte regeringen et panel bestående af forskere og ledende virksomheder, der fik til at opgave at undersøge vækstpotentialet på området.

Og meldingen var Det Nationale Bioøkonomiske Panel var klar: Der er masser af muligheder for at tjene penge på bioøkonomi.

På den baggrund besluttede politikerne i Guldborgsund Kommune at bevillige ti millioner kroner til et projekt, der har til formål at ”gøre viden til virksomheder”.

- Det, der er grundlaget for vækst og udvikling, er at skabe flere arbejdspladser, og når man vil skabe arbejdspladser, så handler det om at prøve at være foran på et område, og det mener vi den bioøkonomi og cirkulær økonomi kan, siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune og fastslår:

- Vi har Danmarks bedste landbrugsjord på Lolland-Falster og en industri, som er omstillingsparat.

Den grønne omstilling

Der er ingen tvivl om, at de globale klimaforandringer har sat skub i den grønne omstilling de senere år.

Bæredygtige energikilder som sol og vind bliver i højere grad udnyttet end tidligere, og bioøkonomi er et af de grønne områder, som også vinder frem i erhvervslivet.

Vi har Danmarks bedste landbrugsjord på Lolland-Falster

John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune

- Vi står på en brændende platform både i forhold til klima og udvikling af teknologier, som skal indfases, når vi ikke længere kan bruge olien længere. Så det går ud på at blive bedre til at udnytte de ressourcer, som vi har, siger Uffe Jørgensen, der leder Center for Cirkulær Bioøkonomi på Aarhus Universitet og som også er til stede på konferencen.

Bioøkonomi er dog et begreb, der er svært at forstå, og derfor er det vigtigt, at de kloge hoveder kan formidle viden om bioøkonomi på en måde, så det vækker interessen hos virksomhederne, mener centerlederen.

På den gamle sukkerfabrik kunne deltagerne blandt andet høre oplæg om, hvordan halm kan omdannes til biogas, og hvordan man kan lave økologisk foderproduktion baseret på søstjerner og andre bioøkonomiske projekter.

Deltagerne havde derudover mulighed for at smage på havtang og insektchips, der er eksempler på, hvordan mange biologiske produkter kan bruges på kreative måder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Konferencens deltagere fik mulighed for at smage på alternative snacks produceret på baggrund af viden om bioøkonomi. Foto: Jesper Hald - TV ØST

En af de virksomheder, som er til stede på dagens konference er Nordic Sugar, der producerer sukker og foderprodukter.

- Vi har et biologisk produkt i form af sukkerroer, hvor der er sukker og roefiber, men der jo også masser af andre ting i roerne, som kunne være interessant at udvikle, siger Jesper Jeppesen fra Nordic Sugar.

Sukkervirksomheden er allerede med i bioøkonomi-projekter, der kan og har stor interesse i at være med i udviklingen. Roetoppe kan nemlig bruges til mange forskellige ting. Blandt andet til fremstilling af emballager, rengøringsmidler og biogas.

- Vi er her selvfølgelig, fordi der er forretningsmuligheder. Vi vil altid gerne se, om der er andre områder, hvor vi kan komme ind at udvikle nye koncepter, fortæller Jesper Jeppesen fra Nordic Sugar.

Guldborgsund Kommunes bioøkonomi-projekt slutter i 2019.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App