Inklusion mislykkedes: Nu bliver 8-årige Nicklas indlagt på børnepsykiatrisk afdeling

Siden nytår har 8-årige Nicklas Dahl kun været i skole ni gange i den folkeskole, hvor han er inklusionsbarn. Nu er han blevet indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i Roskilde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag morgen tjekkede 8-årige Nicklas Dahl og hans mor, Søs Dahl, fra Kalundborg ind på børnepsykiatrisk afdeling i Roskilde.

Afdelingen vil formentlig være deres hjem i månedsvis.

-  Det gør ondt. Det er helt ubeskriveligt, siger hans mor Søs Dahl, som i flere måneder skal være indlagt med sønnen for at han kan blive udredt.

Flere diagnoser

Nicklas er blevet diagnosticeret med infantil autisme, og på den psykiatriske afdeling skal han nu udredes for både skizofreni og tourette syndrom. Den 8-årige dreng blev på trods af sine diagnoser sat i en almindelig folkeskoleklasse, men hans mor var nødsaget til at holde ham hjemme, fordi han gik amok i timerne.

quote Det gør ondt. Det er helt ubeskriveligt

Søs Dahl, mor 

- Han bliver aggressiv og udadreagerende. Han vælter rundt med tingene og kan ikke finde ud af noget. Han taber alle sine basale færdigheder, fortæller Søs Dahl til TV ØST. 

Kalundborg Kommune har tidligere forsøgt sig med et inklusionstilbud til den 8-årige dreng, som ikke fungerede. Siden har Søs Dahl følt sig overhørt af kommunen. Hun mente ikke, at de tog hendes drengs problemer seriøst.

- Jeg har råbt højt i 4,5 år nu. Jeg har bedt om hjælp til, at min søn kunne få den hjælp og det skoletilbud, han har behov for, og det har været en lang og sej kamp hele vejen igennem, siger hun.

En kamp mod kommunen

Inklusionsbørn
Læs også
Utilfredse forældre holder møde om børn med særlige behov
Inklusionsbørn
Læs også
Utilfredse forældre holder møde om børn med særlige behov

Problemerne med Kalundborg Kommune fik Søs Dahl til at melde sig ind i en gruppe på Facebook kaldet ’Støttegruppe for børn med diagnoser i Kalundborg Kommune.’ Siden er gruppen vokset og rummer nu 66 medlemmer.

Tirsdag aften arrangerede støttegruppen et stormøde sammen med foreningen Bedre Psykiatri, hvor både forældre til børn med specielle behov, embedsmænd og politikere deltog.

Her stillede Søs Dahl sig op for at fortælle om sin kamp med at få Nicklas i et ordentligt tilbud. Hun fortalte både om kampen for at opretholde en hverdag, og hvor hun selv endte med at måtte tage sin uddannelse til SOSU-assistent som fjernstudie for at kunne passe sønnen hjemme, og hvordan hun mener, at Kalundborg Kommune har svigtet hendes søn.

quote Han bliver aggressiv og udadreagerende. Han vælter rundt med tingene og kan ikke finde ud af noget. Han taber alle sine basale færdigheder

Søs Dahl, mor

Det er ikke til at sige, hvorvidt Nicklas’ indlæggelse kunne være undgået, hvis han fra starten havde fået det rette skoletilbud. Det er Søs Dahl imidlertid ikke i tvivl om.

- Det er rigtig hårdt at skulle stå i en situation, hvor vi er nået så langt ud, velvidende at det måske kunne være undgået, hvis der var nogen, der ville høre på, hvad det var, vi forældre siger. Men det er der ikke, og det her er konsekvensen af det, siger Søs Dahl.

1200 børnesager om året

Kalundborg Kommune fortæller, at de har omkring 1200 sager om utilpassede inklusionsbørn i kommunens folkeskoler, og at de har en oplevelse af, at forældre generelt er tilfredse med kommunens inklusionsstrategi.

Politikerne i Børn- og Familieudvalget vil dog efter stormødet indgå i dialog med forældrene for at fremme forståelsen mellem kommunen og forældrene.


Nyhedsoverblik