Brandfolks indsats reddede Sørup: Jeg kender heldigvis bygningen

Det var med til at redde en stor del af bygningen, at indsatlederen er på brandsyn på Sørup Herregård hvert år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var den helt rigtige mand, der havde vagten som indsatsleder hos Midt- og Sydsjælland Brand og Redning søndag eftermiddag, da der kom en alarm om, at der var røgudvikling på Sørup Herregård.

- Vi kommer på brandsyn en gang om året, og derfor kender jeg bygningen. Derfor kan jeg se, at der er risiko for den breder sig og der er brug for ressourcer, hvis vi hurtigt skal have den begrænset og redde bygningsmassen, fortæller beredskabsinspektør og indsatsleder Michael Lohse. 

 
  Foto: Søren Kiehn

Alle brandbiler afsted

Til at begynde med, var der sendt to køretøjer ud fra brandstationen i Ringsted. Der er fire store køretøjer på stationen i alt, og derfor beder Michael Lohse med det samme om at få dem alle sammen til Sørup Herregård.

quote Vi kommer på brandsyn en gang om året, og derfor kender jeg bygningen

Michael Lohse, indsatsleder, Midt- og Sydsjælland Brand og Redning 

Fordi han kender bygningen, ved han også, at der ikke er værelser i den. Så han behøver ikke bruge tid på at  redde folk ud. Fordi det er en stor bygning, er brandfolkene nødt til at komme ind flere forskellige steder.

- Taktikken er, at vi indsætter røgdykkere, der kan gå ind hvor det brænder. De går ind i køkken og stueplan, hvor den kraftigste brand er. Og så indsætter vi med brandfolk fra stigetop, hvor de tager tagplader af, og aflaster så røg og brand kan komme ud. Og så slukker vi den brand, der er når vi tager tagsten af, forklarer indsatslederen. 

 
  Foto: Søren Kiehn

Ud med møblerne

Mens brandfolkene er i gang med at slukke ilden, søger Michael Lohse for at tilkalde skadesservice. Igen fordi han kender bygningen, ved han, at der er mulighed for at fjerne værdier fra den ene del af huset, selv om det brænder i den anden.

quote Det er altid komplekst med ældre bygninger, fordi de har lavet et godt stykke håndværk

Michael Lohse, indsatsleder, Midt- og Sydsjælland Brand og Redning 

- Allerede mens brandfolkene er i gang med at slukke brand, rekvirerer jeg noget skadesservice, der kommer ud og går i gang med at fjerne inventar, borde, stole, tæpper, malerier og får dækket af med henblik på at redde værdierne. Det gør jeg også, fordi vi har blik for, at Sørup Herregård er en virksomhed, der gerne vil i drift igen så hurtigt som muligt, fortæller indsatslederen. 

 
  Foto: Søren Kiehn

Ler og halm

Alarmen gik klokken 16.05 og først klokken 21 forlod Michael Lohse Sørup Herregård som den sidste igen. Når det er ældre bygninger, tager det som regel længere tid at få slukket ilden-

- Det er altid komplekst med ældre bygninger, fordi de har lavet et godt stykke håndværk. Med lerindskud og tykke bjælkelag. Og det er også tilfældet på Sørup Herregård, siger han og forklarer hvorfor de gammeldags etageadskillelser lavet af ler og strør både kan være godt og skidt, når der udbryder brand:

quote Det lykkedes, fordi vi havde indsigten i, hvordan bygningen ser ud

Michael Lohse, indsatsleder, Midt- og Sydsjælland Brand og Redning 

- Etageadskillelserne betyder at en brand kan begrænse sig selv. Men når den har fået lov til at stå og brænde i et godt stykke tid, inden der er nogle der opdager den, så brænder det også i selve etageadskillelse. Og det tager lang tid for os at få brækket etageadskillelsen op og komme ned til de strør, der er i det ler, man har lavet etageadskillelsen af.

Tilfredsstillende indsats

I løbet af dagen skal politiets teknikere se, om de kan finde ud af, hvorfor branden er opstået. Sørup Herregård har åbent for overnattende gæster, men restauranten er lukket indtil videre. Lige nu er det umuligt at sige, hvornår alt er tilbage til det normale.

Indsatslederen er tilfreds med brandslukningen. Branden bredte sig ikke til andre bygninger og der blevet reddet en del værdier ud.

- Det lykkedes, fordi vi havde indsigten i, hvordan bygningen ser ud, slutter han.

Sørup Herregaard
Læs også
Brand ramte Sørup Herregård: Sådan er status
Sørup Herregaard
Læs også
Brand ramte Sørup Herregård: Sådan er status

Nyhedsoverblik