Det har været en god sommer for rederiet Scandlines, som har oplevet en stigning i både antallet af person- og lastbiler samt i salget af blandt andet kaffe og pomfritter.
En del af årsagen skal man finde ombord på hybridfærgen M/F Berlin, der har sejlet på ruten Gedser-Rostock siden maj.
I løbet af juli måned var hele 39.451 personbiler således ombord på ruten, oplyser Scandlines i en pressemeddelelse.
Indsætter endnu en hybridfærge
Hybridfærgen er drevet af både diesel og batteri, hvilket ifølge rederiet er langt mere miljøvenligt end traditionelle færger.
Senere på året forventer Scandlines at indsætte endnu en hybridfærge – M/F Copenhagen – på samme rute. De to færger kan til sammen transportere op til 2.600 passagerer, 920 personbiler og 192 lastbiler per dobbelttur. Det er dobbelt så mange som i dag.