Hvordan bruger du dit sabbatår? 20-årige Anton bruger sit på at fange fugle

Anton Liebermann på 20 år blev student i sommer, og efter en uges "studenterhygge" flyttede han fra Haderslev til Gedser for at dyrke sin store passion på Gedser Fuglestation. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Hver dag går flere fugle i nettene på Gedser Fuglestation. Derefter bliver de lagt ned i stofposer og transporteret hen til laboratoriet, hvor de bliver undersøgt, inden de slippes fri igen. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

1 af 2

Nærkontakt med fugle er 20-årige Anton Liebermanns store passion. Han bruger sit sabbatår på at ringmærke trækfugle og følge deres færd.

De fleste unge mennesker med studenterhue vil foretrække at bruge deres sabbatår på at rejse til Nepal eller få sig et fuldtidsarbejde, der giver gode penge.

Men ikke 20-årige Anton Liebermann fra Haderslev, der flyttede til Gedser Fuglestaton i sommer for at fange og ringmærke fugle. Langt størstedelen af fuglene er på vej sydpå henover vinteren, og dem vil man gerne have data på, så man kan følge deres færd, fortæller han.

- Jeg har altid godt kunnet lide ringmærkning. Det er meget sjovt, fordi ingen dage er ens, siger Anton Liebermann.

- Jeg synes, det er fedt at gøre en forskel med at holde øje med bestandene.

Følger fuglenes færd

Hver dag går fuglekonger, rødhalse, solsorter, ugler og mange andre fugle i nettene på Danmarks sydligste punkt, som er en del af fuglenes trækrute.

Og dem er Anton Liebermann helt vild med at undersøge, inden de bliver sluppet fri igen for at fortsætte deres rute.

Tidligt om morgenen bliver 25 net sat op i haven, og sammen med to-tre andre frivillige piller han de indfangede fugle forsigtigt ud og lægger ned i en stofpose, så de kan slappe af, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

20-30 indfangede fugle i første runde kalder Anton Liebermann for "en fin fangst". Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Bagefter går turen til laboratoriet, hvor fuglene bliver nøje undersøgt. De bliver blandt andet vejet og får målt fedtscore, inden de til sidst får klemt et ringmærke om benet med et særligt nummer – a la menneskers CPR-nummer, så man har mulighed for at følge deres færd.

Muligheden for fangst er størst i de tidligere morgentimer, og derfor skal han op før solen hver dag, forklarer han. En runde med 20-30 fugle kalder han for en "fin fangst" og påpeger, at der kan være dage, hvor de fanger op til 100 stykker. 

Langt væk fra vennerne i Haderslev

Interessen for fugle har han fra sin far, og siden han var ganske ung har han delt sin hobby med ham. Derfor var det naturligt for ham at skulle bruge sin tid på sine bevingede venner i sit sabbatår – også selvom det betyder, at han skal være langt væk fra sine ’menneskevenner’ og op meget tidligt op om morgenen, før solen står op.

- Da jeg startede hernede i juli, skulle jeg op klokken halv fire og slå nettene op. Men nu ringer vækkeuret klokken seks, så det er jo fantastisk, siger Anton Liebermann.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fuglene bliver lagt ned i stofposer, inden de bliver transporteret til laboratoriet.  Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Her i vintermånederne er de fleste af fuglene, Anton Liebermann fanger, på vej sydpå. Og efter sæsonen slutter i Gedser til vinter skal han også sydpå – han skal nemlig til Israel i det nye år, hvor han skal fange mere eksotiske fugle, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App