Hvor frisk er luften i din by?

Et nyt interaktivt kort viser, hvordan det ser ud med luftforureningen landet over – og du kan gå helt ned i detaljen i din egen by og på din gade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alle kender følelsen af at trække helt frisk morgenluft ned i lungerne eller nyde den særlige luft ved havet. Men hvor frisk er luften egentlig over din by og på din vej? Hvad med på dit arbejde eller ved sommerhuset?

Det kan du undersøge nu. Forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet har nemlig lavet et interaktivt Danmarkskort, hvor du kan se den gennemsnitlige luftforurening på din adresse.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Værst i store byer

Kortet viser gennemsnitsindholdet af kvælstofdioxid (NO2) og luftbårne partikler i luften i 2012. Målingerne repræsenterer koncentrationen af for eksempel NO2 ved facaden af dit hus i to meters højde.

- Målet med kortet er at illustrere den grafiske variation i luftkvaliteten over Danmark, siger seniorforsker Steen Solvang Jensen fra DCE i pressemeddelelsen. Det er ham, der står bag det interaktive kort.

Overordnet set er det ikke overraskende i byer som København, Aarhus og Aalborg, at luftforureningen er størst. Men også dele af Lolland og Falster har røde områder, der indikerer et højt indhold af NO2 i luften.

Renere luft i dag

Dog skal det understreges, at målingerne udelukkende er vejledende, og der er en vis usikkerhed i beregningerne. Luftkortet kan altså kun give et fingerpeg om luftforureningen i dit område.

Generelt set er luften i Danmark blevet renere siden 2012, hvor målingerne er fra. Det skyldes ifølge DCE blandt andet, at vores biler i dag forurener mindre.

Du kan se det interaktive kort her.


Nyhedsoverblik