Hvis konflikten rammer: Holbæk vil give sparede lønkroner til velfærd

Økonomiudvalget i Holbæk Kommune har netop besluttet at øremærke de sparede lønkroner ved en strejke eller lockout til velfærd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om kommunekassen i Holbæk er mere end tom, så bliver de sparede penge ved en eventuel strejke eller lockout ikke brugt til at få sorte tal på bundlinjen.

Et enigt økonomiudvalg har nemlig besluttet, at de sparede lønkroner i stedet skulle øremærkes til velfærd.

- Vi har besluttet, at hvis der kommer en konflikt, så skal de sparede lønkroner først og fremmest gå til at dække de huller, der er i velfærden - hvad end det er rengøring eller mere undervisning i skolerne, siger byrådsmedlem i Holbæk Kommune Karen Thestrup Clausen (EL) til Magisterbladet.

quote Vi har besluttet, at hvis der kommer en konflikt, så skal de sparede lønkroner først og fremmest gå til at dække de huller, der er i velfærden

Karen Thestrup Clausen (EL)

Send konfliktpengene tilbage til velfærden

Ifølge Magisterbladet er der ingen konkret plan for, hvordan pengene skal fordeles på velfærden i kommunen.

Holbæk Kommune deler samtidig også synspunkt med en række fagforbund. For med Akademikerne i spidsen har fagforbundene stillet borgerforslaget ”Send konfliktpengene tilbage til velfærden”. Med andre ord, skal de lønkroner, som det offentlige sparer på en eventuel konflikt blive hos de arbejdspladser, der sparer lønnen, skriver Magiserbladet.

Lige nu har omkring 38.000 skrevet under på forslaget. Og hvis 50.000 personer med stemmeret til folketingsvalg støtter et borgerforslag, kan det blive fremsat i Folketinget.

Så meget vil Holbæk Kommune spare:

Strejke:
Ved en strejke vil kommunen spare lønudgifter på maksimalt 502.000 kroner per dag.

Lockout:
Ved en lockout vil kommunen spare maksimalt 2.925.000 kroner per dag.

Kilde: Holbæk Kommune

 


Nyhedsoverblik