Hurtigere svar på vej til Næsby Strand

Digegruppen Næsby Strand er frustrerede over lang ventetid hos Naturklagenævnet. Nu lover ministeren hurtigere svar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2013 blev Næsby Strand ramt af voldsomme oversvømmelser. Og det var ikke første gang.

Derfor gik de i gang med at søge tilladelse til at bygge diger ud mod havet. Kommunen er positiv, men uenighed omkring den konkrete placering gjorde, at sagen nu er endt i Natur- og Miljøklagenævnet på ubestemt tid.

- Det værste er jo den knugende fornemmelse. Og magtesløsheden. Det er frygteligt, siger Leo Grøndal til TV ØST.

Han bor i et af de udsatte huse, og frygter at den næste storm skal oversvømme det igen.

Udflytning forlænger sagsbehandling

Natur- og Miljøklagenævnet skrev i et brev til Digegruppen Næsby Strand den 6. september, at sagsbehandlingstiden ville blive længere end sædvanligt.

Grunden er at nævnet skal flytte fra København til Viborg, og det "betyder, at det kun er meget få af nævnets hidtidige medarbejdere, der flytter med. Samlet set betyder ovenstående desværre, at nævnet har og i en overgangsperiode generelt vil få længere sagsbehandlingstider end normalt".

Digegruppens formand Jens Friis blev rystet over de lange udsigter.

- Vi har 404 grundejere, og, hvis der kommer en storm, så risikerer man måske at 80-85 af dem bliver oversvømmet. Og det er jo noget af en trussel at leve under, siger han til TV ØST.

Håndsrækning fra ministeriet

Men nu er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen gået ind i sagen og har givet en ekstrabevilling til Natur og Miljøklagenævnet, så sagsbehandlingstiden kan blive bragt ned.

- Vi kan se, at sagspuklen er blevet større og større, og det går ud over både borgere og virksomheder, som ikke kan få afklaret deres sager. Det er ikke acceptabelt, siger ministeren til TV ØST og tilføjer:

- Ekstrabevillingen betyder, at de sager, der ligger og samler støv, bliver afgjort hurtigere.

Ministeren kan dog ikke sige noget om, hvornår Digegruppen Næsby Strand kan forvente en afklaring. Kun lover han, at det vil ske hurtigst muligt. 

Den ekstra pose penge til klagenævnet skal ifølge ministeren blandt andet bruges på at ansætte flere medarbejdere, der kan tage sig af sagsbehandlingen, ligesom hver sagsbehandler har udsigt til at stå for flere sager.


Nyhedsoverblik