Kører man langs Slagelse Landevej, kan man blive forvirret over et skilt i vejkanten. På skiltet står der ’Hundeis’ med billedet af en isvaffel nedenunder.
- Vi har mange, der kommer og stikker hovedet ind og siger, er det rigtigt, at I har hundeis? Altså is til hunde? Fortæller Heidi Carlslund-Nielsen, der ejer Slagelse Hundecenter.
Og det er faktisk rigtigt, at de har hundeis i Slagelse Hundecenter. Godt nok ikke serveret i en vaffel, men i et lille bæger serverer de is lavet til hunde.
En populær sommerforfriskning
Siden de satte skiltet ud i juni, har gårdspladsen foran hundecenteret stort set været fuld af hunde og biler alle solskinsdage.
- Vi har faktisk slet ikke kunne følge med, så vi er løbet tør for is og har måttet bestille flere is hjem, fortæller Heidi Carlslund-Nielsen.
Isen bliver bestilt hjem fra et firma i Tyskland og kommer med fire forskellige slags smag. Her er favoritterne hverken chokolade, vanilje eller pistacie, men derimod oksekød, pære-banan, ost og vildlaks. Og så bliver isen lavet uden sukker.
- Menneskeis er fyldt med sukker, men det kan hundene ikke tåle, derfor bliver de her lavet af frossen yoghurt med naturlige råvarer, som hundene kan tåle, fortæller Heidi Carlslund-Nielsen.
Udover at virke afkølende hos hundene, kan isen også være med til at berolige stressede hunde, fordi de kan være beskæftiget med isen længere.
Et hit hos hundene
13-uger gamle Shadow får lov til at stikke snuden ned i en kold is for første gang, men det ser ikke ud til, at det bliver sidste gang.
- Han ser ud til at være glad for den, fortæller Lars Bjørk Jensen, der er på besøg i Slagelse Hundecenter med sin nye hvalp.
Han skal have et par is med hjem til fryseren.
- Han skal da også have det godt en gang imellem, og når der ikke er sukker i, bliver han jo ikke tyk, fortæller Heidi Carlslund-Nielsen.