Politiet rykkede ud efter utryghed - hundeejer anholdt og løse hunde fjernet

I Mern har to hunde i følge de lokale dræbt flere kæledyr. Nu er hundene fjernet, og ejeren blev anholdt i forbindelse med fjernelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en længere periode med utryghed og borgere, der klagede til politi og medier, rykkede politiet i dag ud og fjernede de hunde, der var anledning til utrygheden.

I sidste uge skrev TV ØST om, at flere borgere i Mern-område havde mistet kæledyr. Der var både tale om høns, katte og ænder, som angiveligt var blevet slået ihjel af fritgående hunde.

quote Det ender jo formentlig med, at de bliver aflivet

Kenneth Lund, politikommissær, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Nu er hundene så blevet fjernet. Det bekræfter Kenneth Lund, der er politikommissær i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har været ude på adressen i dag, hvor vi har truffet kvinden og hundene. Hundene er blevet beslaglagt, og kvinden er blevet anholdt ved besøget, siger Kenneth Lund.

Flere anmeldelser

Det var en bekymret flok borgere fra Mern-området, der i sidste uge i en Facebook-gruppe kunne dele erfaringer om, at deres kæledyr enten var væk eller fundet dræbt. De mistænkte et par løse hunde for at være skyldnerne. Ejeren havde ikke styr på hundene og lod dem gå uden snor, fortalte de.

Læs også
Løse hunde skaber utryghed i Mern - ænder og høns dræbt
Læs også
Løse hunde skaber utryghed i Mern - ænder og høns dræbt

En af beboerne, Lisa Meijer, fortalte om en episode, hvor en af de løse hunde havde taget naboens moskusand. Den kvindelige hundeejer var til stede, og der foregik efterfølgende en ordveksling mellem naboen Jan Helgesen og kvinden. Noget, han filmede på sin telefon.

Lisa Meijers nabo var tydeligvis frustreret over, at kvinden ikke havde sin hund i snor.

Lisa Meijer fortalte, at hun havde anmeldt kvinden, og at flere andre i området havde gjort det samme. Og det er altså de anmeldelser, der i dag har ført til, at politiet har været på ejerens adresse for at hente hundene.

Anholdt for vold mod tjenestemand

Det var egentlig meningen, at to fra dyreværnsenheden skulle hente hundene i dag. Men det gik ikke helt efter planen, fortæller politikommissæren. Kvinden nægtede nemlig at aflevere hundene, og derfor blev to betjente tilkaldt til stedet. Men kvinden gjorde stadig modstand, og derfor blev hun anholdt.

quote Hun er taget med på stationen, men bliver løsladt igen i dag

Kennet Lund, politikommissær, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Det er for vold mod tjenestemand. Hun har gjort udfald, siger Kenneth Lund, der ikke kan specificere, hvad kvinden har gjort.

Kvinden vil blive sigtet for optrinnet i henhold til paragraf 119 i straffeloven om vold mod tjenestemand, forklarer han.

- Hun er taget med på stationen, men bliver løsladt igen i dag, siger Kenneth Lund.

Han fortæller desuden, at politiet egentlig gerne ville have haft fjernet hundene før, men at det ikke har været muligt.

- Vi har brugt de sidste par dage – også inden weekenden – på at finde de her hunde. Men vi har ikke rigtigt haft held med at træffe hende på adressen før i dag.

Ender formentlig med en aflivning

Kvinden bliver foruden vold mod tjenestemand sigtet for aktuelt syv sager om brud på hundeloven. Hundene er i politiets varetægt, og der bliver de, mens sagen er i gang. Men politiet forventer ikke, at hundene kommer tilbage.  

- Det ender jo formentlig med, at de bliver aflivet, fortæller Kenneth Lund.

hunde
Læs også
Løse hunde skabte utryghed i Mern - hvor og hvornår skal en hund være i snor?
hunde
Læs også
Løse hunde skabte utryghed i Mern - hvor og hvornår skal en hund være i snor?

TV ØST var tidligere i dag – kort før anholdelsen - i kontakt med den kvindelige ejer af hundene. Og hun var tydeligvis bedrøvet over udsigten til at miste sine hunde. Det ændrer dog ikke noget, fortæller Kenneth Lund.

- Hun holder selvfølgelig utroligt meget af de her hunde, men det ændrer jo ikke på det faktum, at vi er nødt til at gøre det, vi er nødt til at gøre, siger han.

Kvinden har nu en klageperiode, hvor hun kan klage over fjernelsen af hundene.

Mark Stolk, der bor i området, har mistet den ene af sine kaniner - her kæler han med den kanin, der er tilbage.
Mark Stolk, der bor i området, har mistet den ene af sine kaniner - her kæler han med den kanin, der er tilbage. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST
Mark Stolk fik en af sine moskusænder dræbt af hundene. Her har han begravet anden.
Mark Stolk fik en af sine moskusænder dræbt af hundene. Her har han begravet anden. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Nyhedsoverblik