Hr. betjent, der står en stjålet bil i vores indkørsel

En familie i Holbæk blev i nat vækket af en biltyv, som bakkede direkte ind i en stenkant i deres indkørsel og bagefter flygtede fra stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var et sært syn, som en familie på Drosselvej i Holbæk vågnede op til i nat.

Omkring klokken 01.00 hørte familien en underlig og ukendt støj ude foran deres hus og kiggede ud ad vinduet, hvor de kunne se en fremmed bil holde i deres indkørsel.

Føreren af bilen var bakket direkte ind i en stenkant i familiens indkørsel. De nåede dog ikke at se, hvem der havde kørt bilen, og derfor ringede de straks til politiet.

quote Det store spørgsmål er, hvad biltyven ville på adressen?

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder Midt- og Vestsjællands Politi

Det oplyser Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder Midt- og Vestsjællands Politi, til TV ØST.

- Familien fortalte, at der stod en bil i deres indkørsel, og føreren var flygtet fra stedet, siger Martin Bjerregaard til TV ØST.

Da politiet kom frem til adressen i Holbæk, kunne de konstatere, nøglerne stadig sad i bilen. Et hurtigt tjek af bilens nummerplade viste desuden, at bilens ejer havde adresse et andet sted i byen. Nemlig på Kærsangervej i Holbæk.

Listede ind via ulåst kælderdør

Politiet kontaktede bilens ejer, der fortalte, at bilen tidligere på natten var blevet stjålet fra hans adresse.

- Tyven var åbenbart listet ind via en ulåst kælderdør og videre op i huset på Kærsangervej, hvor tyven havde stjålet nøglerne til bilen, fortæller Martin Bjerregaard.

Efterlyser vidner i sagen

- Det store spørgsmål er, hvad biltyven ville på adressen? Ville han begå indbrud?, spørger Martin Bjerregaard.

Politiet efterlyser nu vidner i sagen, som kan lede dem på sporet af biltyven.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

 


Nyhedsoverblik