Horn Langhoff stiller spørgsmål til transportminister i sag om Nordvestbanen

Planerne om at elektrificere Nordvestbanen er i høring. Men nu sår LA-politiker tvivl om projektet. Dumt, lyder det fra Rasmus Horn Langhoff (S).

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nordvestbanen skal elektrificeres mellem Roskilde og Kalundborg. Et projekt der kommer til at koste omkring 1,2 milliarder kroner, lyder beregningerne.

Til Nordvestnyt siger Villum Christensen (LA), der er ordfører i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, at der måske ikke er politisk opbakning til, at hele strækningen bliver elektrificeret; at man burde stoppe elektrificeringen i Holbæk. En møg-løsning, siger Rasmus Horn Langhoff (S) til TV ØST.

- En halv løsning er en møg-løsning. Det er altafgørende, at de nye tog kører hele vejen til Kalundborg. Hvis man kun kigger på erhvervslivet i Kalundborg, så ligger en af Danmarks største arbejdsplader i byen. Der er masser, der pendler til Novo Nordisk hver dag. Selvfølgelig skal der være en god togforbindelse hele vejen, siger han. 

Tager det alvorligt

Rasmus Horn Langhoff (S) har i dag sendt nogle spørgsmål til transportministeren. Et af spørgsmålene lyder blandt andet på, hvordan det hænger sammen med ambitionen om et sammenhængende Danmark, hvis infrastrukturen ikke spiller i hele landet.

- Jeg vil bare gerne have, at de tænker sig om, siger Rasmus Horn Langhoff (S)

Og siger, at han tager Villum Christensens (LA) ord alvorligt:  

- Når en ordfører fra et regeringsparti kommer med sådan en udmelding, så er det noget, jeg tager alvorligt. Derfor har jeg skrevet til ministeren, fordi jeg vil gøre alt for, at toget ikke skal stoppe i Holbæk.

- Det sidste jeg har hørt er, at der endnu ikke er truffet en beslutning, så jeg håber selvfølgelig på, at togene kommer til at køre hele vejen til Kalundborg.

Skal være bedre

I Nordvestnyt argumenterer Villum Christensen (LA) for, at totredjedele af de rejsende på vej hjem fra hovedstadsområdet og Roskilde står af i Holbæk, og at det derfor ikke er nødvendigt at elektrificere Nordvestbanen helt til Kalundborg.

Et argument Rasmus Horn Langhoff (S) har svært ved at forholde sig til.

 - Mange pendler mellem København og Kalundborg og omvendt. Hvis det stopper i Holbæk, så kommer det til at gå ud over mange – også erhvervslivet. Lige nu er den offentlige transport på strækningen ikke særlig god, og jeg mener, at det er vigtigt, at vi gør noget godt for de mange pendlere også.


Nyhedsoverblik