Holbæk Kommune tvunget til at skære på servicen

Et flertal i Holbæk Byråd har valgt at skære på en række områder for at overholde budgettet for 2016. Det vil kunne mærkes i servicen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften var der et ekstraordinært byrådsmøde, hvor politikerne i Holbæk Kommune havde modtaget et katalog med forslag til udgiftsreduktioner fra administrationen.

Baggrunden for forslagene var en forventet overskridelse af serviceudgifterne for 2016.

Det skyldes blandt andet et for højt forbrug sidste år, der ikke er nedbragt samt de planlagte omstillinger af den offentlige service ikke har leveret de nødvendige besparelser.

 Vi er nødt til at træde på bremsen, og derfor vil nogle af forslagene kunne mærkes af borgere og medarbejdere, siger borgmester Søren Kjærsgaard (Venstre)

For at give politikerne mulighed for at prioritere havde administrationen udarbejdet forslag for cirka 45 millioner kroner. Et flertal i byrådet endte med at pege på forslag for i alt 35 millioner kroner.

Vil kunne mærkes på servicen

Det bliver en stor opgave at implementere disse reduktioner, men samlet set forventes de at bringe balance i årets budget igen.

- Der er ikke nogen, der ønsker at foretage udgiftsreduktioner, men vi skal overholde budget 2016. Folketinget har fastsat en økonomisk ramme for, hvor mange penge kommunerne som et hele må bruge på service. Hvis vi er med til at overskride den grænse, får vi en økonomisk sanktion, der vil belaste budget 2017, udtaler borgmester Søren Kjærsgaard (Venstre) i en pressemeddelelse.

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at en del af forslagene vil kunne mærkes på servicen.

- Vi er nødt til at træde på bremsen, og derfor vil nogle af forslagene kunne mærkes af borgere og medarbejdere, siger han.


Nyhedsoverblik